Redegørelse om påbud til Danske Bank A/S for delårsrapporten for 1. halvår 2020

Finanstilsynet har givet påbud til Danske Bank, som skal efterleves i fremtidige delårsrapporter.

Indledning

Finanstilsynet har foretaget en regnskabskontrol af Danske Banks delårsrapport for 1. halvår 2020.

Sammenfatning

Banken har i sin delårsrapport for 1. halvår 2020 ikke opfyldt kravene til indholdet af ledelsespåtegningen, da halvårsregnskabet for modervirksomheden ikke eksplicit nævnes i ledelsespåtegningen.

Finanstilsynet har ved sin vurdering lagt vægt på, at loven fastsætter eksplicitte krav til indholdet af ledelsens påtegning, så det i ledelsespåtegningen skal være klart for en regnskabsbruger, at ledelsens påtegning omfatter regnskabet for modervirksomheden.

Det indebærer, at ledelsen eksplicit skal erklære sig om, at regnskabet for modervirksomheden er aflagt efter det anvendte regelgrundlag og giver et retvisende billede mv., samt at ledelsesberetningen indeholder en retvisende redegørelse mv. i forhold til regnskabet for modervirksomheden.

Finanstilsynet har i sin vurdering desuden lagt vægt på, at der er tale om et konkret krav, som alle regnskabsaflæggere skal opfylde, og der skal være juridisk klarhed over, at bankens ledelse i sin påtegning tager ansvar for regnskabet for modervirksomheden. Banken kan derfor ikke fremover undlade at opfylde disse krav.