Redegørelse om inspektion i AP Pension Livsforsikringsaktieselskab (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet foretog i november 2020 en inspektion i AP Pension Livsforsikringsaktieselskab (virksomheden). Inspektionen omfattede virksomhedens risikovurdering, politikker, procedurer og interne kontroller på hvidvaskområdet. Herudover omfattede inspektionen virksomhedens kunde-kendskabsprocedurer og overvågning af privat- og erhvervskunder. Endelig omfattede inspektionen virksomhedens overholdelse af undersøgelses-, noterings-, underretnings- og opbevaringspligterne.

Risikovurdering og sammenfatning

AP Pension er det fjerdestørste kommercielle pensionsselskab i Danmark. Virksomheden tegner firmapensioner og privattegnede pensionsordninger og tilbyder endvidere risikoforsikringer og opsparingsprodukter. AP Pension har opkøbt det svenske pensionsselskab Skandias danske pensionsforretning fra 1. januar 2019, og virksomhederne er aktuelt under fusion. Det bemærkes, at inspektionen alene vedrører det oprindeligt danske selskab AP Pension.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er lav, i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på, at virksomheden hovedsageligt udbyder firmapensionsordninger, frivillige firmaordninger og privattegnede pensionsordninger i Danmark. Det skal dog bemærkes, at virksomheden også har pensionsordninger, herunder de såkaldte § 53 a-ordninger, som virksomheden har klassificeret som mellemrisiko-produkter.

På baggrund af inspektionen har et antal områder givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Virksomheden får påbud om at revidere virksomhedens risikovurdering således, at den identificerer og vurderer risikoen for, at virksomheden bliver brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme.

Virksomheden får påbud om at sikre, at virksomhedens hvidvaskpolitik i tilstrækkeligt omfang afspejler virksomhedens konkrete risikoprofil, herunder virksomhedens forretningsmodel og risikovurdering.

Virksomheden får påbud om at udarbejde forretningsgange på en række områder, hvor der i dag ikke er forretningsgange, således at disse omfatter alle relevante risikoområder i virksomheden. Ligeledes skal virksomheden revidere sine forretningsgange, således at disse er tilstrækkeligt operationelle og klart angiver de konkrete opgaver, som medarbejderne skal udføre.

Virksomheden får påbud om at sikre, at den indhenter tilstrækkelige identitetsoplysninger på alle virksomhedens kunder, herunder at den for juridiske personer indhenter oplysninger om reelle ejere med henblik på at sikre et tilstrækkeligt kendskab til kunderne og adresseoplysninger på udenlandske kunder.

Virksomheden får endvidere påbud om at foretage risikoklassifikation af alle sine kunder og dernæst gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer for alle kunder, hvor virksomheden måtte vurdere, at der er øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Virksomheden får desuden påbud om at sikre, at virksomheden løbende overvåger etablerede forretningsforbindelser, herunder transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse, for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med virksomhedens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse og at undersøge alle potentielt mistænkelige transaktioner.

Endeligt får virksomheden påbud om at sikre, at virksomheden noterer og opbevarer resultaterne af undersøgelser af mistænkelige transaktioner foretaget i henhold til undersøgelsespligten.