Redegørelse om temainspektion i Sydbank A/S

Finanstilsynet var i februar 2020 på inspektion i Sydbank A/S. Inspektionen var en temainspektion i flere institutter med fokus på bankernes markedsrisikostyringsfunktioner og governance vedrørende værdiansættelsesmodeller.

For markedsrisikoområdet gennemgik Finanstilsynet de centrale styringsdokumenter og organiseringen af området, herunder anvendelsen af komitéer. Herudover undersøgte Finanstilsynet, hvilke opgaver der varetages af bankernes markedsrisikofunktioner i anden forsvarslinje. Finanstilsynet lag-de ved inspektionen særlig vægt på ansvarsfordelingen mellem første og anden forsvarslinje, herunder i hvilket omfang risikostyringsfunktionerne i anden forsvarslinje udfordrer risikotagningen i de disponerende enheder, og om der sker tilstrækkelig overvågning af, at bankens markedsrisici er in-den for de grænser, der er fastsat af bestyrelsen og direktionen. Inspektionen havde fokus på governance vedrørende markedsrisici relateret til positioner i handelsbeholdningen.

For værdiansættelsesmodeller har Finanstilsynet ved inspektionen haft fokus på bankernes governance i forhold til at sikre, at værdier opgøres korrekt. Korrekt opgørelse af værdier er afgørende for, om bankernes risici er opgjort korrekt. Inspektionen omfattede ikke de IT-risici, der er forbundet med driften og implementeringen af værdiansættelsesmodellerne.

Sammenfatning og risikovurdering

Finanstilsynet vurderede ved inspektionen, at bankens faktiske markedsrisici er af begrænset kompleksitet og størrelsesorden.

Finanstilsynet vurderede, at banken har en klar ansvarsfordeling mellem første og anden forsvarslinje på markedsrisikoområdet og at direktionen er meget involverede i markedsrisikoområdet og træffer de fleste beslutninger.

Inspektionen viste, at banken generelt havde relativt få forretningsgange, arbejdsgange og metodebeskrivelser vedrørende værdiansættelsesmodel-ler. Den samlede dokumentationen for værdiansættelsesmodellerne var desuden mangelfuld. Banken fik derfor påbud om at etablere en metode-beskrivelse for valideringen af værdiansættelsesmodellerne og forbedre den samlede dokumentationen af bankens værdiansættelsesmodeller.

Finanstilsynet konstaterede, at der ikke var sikret uafhængighed eller tilstrækkelig dokumentation for kompenserende foranstaltninger i forhold til validering af bankens værdiansættelsesmodeller. Banken fik derfor påbud om at sikre dette.

Sydbank A/S har pr. 31. december 2019 opgjort det individuelle solvensbehov til 10,8 procent. Inspektionen gav ikke anledning til at ændre det op-gjorte solvensbehov.