Accept af cookies fra Finanstilsynet.dk

Finanstilsynet.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra Finanstilsynet.dk igen.

Accepter cookies Læs mere om cookies på Finanstilsynet.dk

Redegørelse om inspektion i P/F Suduroyar Sparikassi

1. Indledning

Finanstilsynet var i oktober 2012 på inspektion i P/F Suduroyar Sparikassi.

Inspektionen var en ordinær undersøgelse og omfattede sparekassens kreditområde, ledelsens arbejde, sparekassens solvensbehov, økonomiområdet og likviditet.

2. Sammenfatning og risikovurdering

Sparekassen har en traditionel forretningsmodel koncentreret om traditionelle udlåns- og indlånsprodukter. Sparekassen har udlån til kunder på Færøerne, primært på Suduroyar og Thorshavn. Sparekassens udlån til private udgør 74 pct. af de samlede udlån, hvilket er højere end gennemsnittet for mindre pengeinstitutter, som er på 48 pct. Ca. halvdelen af bankens udlån er 1. prioritetslån i private huse placeret inden for 80 pct. af ejendomsværdien.

Sparekassen har en høj andel af udlån i forhold til egenkapital (gearing) på 9,9 i forhold til gennemsnittet for mindre pengeinstitutter, der er på 3,5. Sparekassen kan højst tabe 3,2 pct. af de samlede udlån og garantier, før den kommer under det individuelle solvensbehov. Dette er lavt i forhold til gennemsnittet for mindre pengeinstitutter, som har en tabskapacitet på 13,5 pct. Sparekassen fik på den baggrund en risikooplysning.

Finanstilsynet gennemgik på inspektionen sparekassens 30 største udlånsengagementer svarende til ca. 21 pct. af de samlede udlån samt en stikprøve på 60 engagementer i intervallet 0,5 mio. kr. – 2,4 mio.kr. Derudover blev samtlige engagementer med sparekassens direktion og bestyrelse gennemgået.

Der er objektive indikationer for værdiforringelse (OIV) på 10 ud af de 30 største engagementer. Finanstilsynet vurderede, at sparekassen skulle øge nedskrivningerne med ca. 2,5 mio. kr. Sparekassen skal løbende orientere Finanstilsynet om status for en række engagementer.

Sparekassen har i forhold til sammenlignelige institutter en høj andel af sin basiskapital placeret i egne ejendomme og er derfor følsom overfor fald i ejendomspriserne. Sparekassen bør reducere denne risiko.

Sparekassen fik en række påbud omkring ledelsens arbejde og enkelte påbud på kreditområdet, herunder at der skal ske systematisk opfølgning på svage engagementer. Sparekassen blev generelt påbudt at tilrette forretningsmodel, politikker, instruks og forretningsgange, da der er forskellige og i nogle tilfælde indbyrdes modstridende retningslinjer.
 
Sparekassen havde ultimo september 2012 opgjort solvensbehovet til 10,5 pct. På baggrund af undersøgelsens resultater vurderer Finanstilsynet, at dette solvensbehov er tilstrækkeligt. Den faktiske solvens udgjorde 14,4 pct.

Oprettet d.  20.12.2012  og sidst redigeret d.  20.12.2012

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.