Redegørelse om tilsyn med Løkken Sparekasse

I henhold til § 352 a i lov om finansiel virksomhed

Sammenfatning

Løkken Sparekasse havde i årene 2006 og 2007 en meget høj udlånsvækst. Denne udlånsvækst var hovedsageligt opnået ved, at sparekassen havde øget sine erhvervsudlån kraftigt, i særdeleshed til ejendomssektoren.

Sparekassen opnåede derfor en ret høj eksponering inden for ejendomssektoren, der er karakteriseret ved en høj konjunkturfølsomhed. Således udgjorde sparekassens udlån og garantier til ejendomssektoren 40 pct. af sparekassens samlede udlån og garantier pr. 31. december 2008.

Sparekassen havde samtidig haft en meget svag kreditstyring, idet den ikke havde indhentet tilstrækkelige oplysninger på kunderne og ikke foretog en tilstrækkelig grundig vurdering af kundernes økonomiske styrke, inden lånene blev bevilget. Kvaliteten af sparekassens største udlån var derfor ringere end i andre sammenlignelige institutter.

Disse forhold bevirkede, at sparekassen blev særdeles hårdt ramt af den konjunkturnedgang, der skete i løbet af 2008, hvor blandt andet ejendomspriserne faldt kraftigt.

Sparekassens høje udlånsvækst, den problematiske udvikling i sparekassens likviditetssituation og sparekassens høje eksponering inden for ejendomssektoren var hovedårsagerne til, at Finanstilsynet fra begyndelsen af 2008 og frem til sammenbruddet i februar 2009 fulgte Løkken Sparekasse tæt.

Herudover foretog Finanstilsynet en inspektion i sparekassen i juni/juli 2008, hvor blandt andet sparekassens største udlån og retningslinjer på kreditområdet blev gennemgået. Tilsynet konstaterede i den forbindelse, at sparekassens største udlån var væsentligt ringere end i tilsvarende pengeinstitutter, og at sparekassen havde flere væsentlige mangler på kreditområdet.

Som følge af en forværring af sparekassens udlån til ejendomssektoren samt en mangelfuld sagsbehandling, led sparekassen så store tab, at den i februar 2009 ikke længere så sig i stand til at leve op til solvenskravene i lov om finansiel virksomhed § 124. Finanstilsynet modtog en meddelelse fra sparekassen herom den 11. februar 2009.

Finanstilsynet foretog i marts 2009, efter at Løkken Sparekasse havde indgået rammeaftale med Finansiel Stabilitet A/S, en undersøgelse af sparekassens praksis i forbindelse med salg og markedsføring af garantbeviser over for sparekassens kunder, hvor der ligeledes blev konstateret flere mangler ved sparekassens forretningsgange og procedurer for salg og markedsføring af garantbeviser.

Finanstilsynet har i forbindelse med sammenbruddet i Løkken Sparekasse vurderet, om der er grundlag for at politianmelde ledelsen. Finanstilsynet har i den forbindelse konstateret, at der var en høj grad af risikovillighed og væsentlige mangler i styringen af instituttet, herunder i forbindelse med efterlevelsen af Finanstilsynets tilsynsreaktioner. Finanstilsynet vurderer imidlertid på grundlag af erfaringerne fra andre sager, at der samlet set ikke er grundlag for en politianmeldelse. Finanstilsynet har endvidere vurderet, hvorvidt Løkken Sparekasses ledelse forud for sparekassens sammenbrud afgav urigtige oplysninger til Finanstilsynet. Det er imidlertid Finanstilsynets opfattelse, at der ikke er dokumentation herfor.