Finanstilsynet indskærper de nye regnskabsregler om værdiansættelse af udlån over for pengeinstitutterne

 Pr. 1. januar 2005 gik alle danske pengeinstitutter over til nye regnskabsregler. De nye regler vedrører blandt andet nedskrivninger på udlån (hensættelser til tab).

Finanstilsynet har gennemgået åbningsbalancerne for de 100 største pengeinstitutter. Denne gennemgang er sket som led i Finanstilsynets kontrol med de finansielle virksomheders regnskaber. Denne kontrol skal bidrage til at sikre retvisende regnskaber til gavn for investorer, indskydere og andre regnskabsbrugere.

Ved gennemgangen er det konstateret, at der er stor forskel på, hvor stor en virkning de nye regler har haft på værdien af institutternes samlede udlån.

De konstaterede ændringer af det samlede udlån fra 31. december 2004 til 1. januar 2005 varierer for det enkelte institut mellem -99 til +201 basispoints. Basispoint svarer til en hundrededel procent-point.

Ca. halvdelen af pengeinstitutterne har enten ikke ændret eller har formindsket værdien af det samlede udlån. Disse institutter har således ikke som forventet formindsket nedskrivningerne.

Finanstilsynet lægger vægt på, at overgangen til de nye regnskabsregler sker på den rigtige måde. I modsat fald vil resultaterne for 2005 blive påvirket af ændringen. Regnskaberne for 2005 kan herved blive misvisende og svære at sammenligne.

Finanstilsynet har derfor den 8. juli 2005 i et brev til alle danske pengeinstitutters bestyrelser og direktioner indskærpet reglerne for værdiansættelsen af udlån.

Finanstilsynet nævner i den forbindelse, at ikke alle fremgangsmåder ved opgørelsen af nedskrivningerne er i overensstemmelse med de nye regler. I et notat omtales en række eksempler på fremgangsmåder, som ikke kan anvendes.

Institutterne anmodes om at give deres revisorer en kopi af brevet. Åbningsbalancen pr. 1. januar 2005 er et væsentligt grundlag for årsrapporten og som sådan omfattet af revisionen.

Endelig anmoder Finanstilsynet institutterne om at indsende de endelige åbningsbalancer samtidigt med årsregnskabet for 2005, eller at de allerede indsendte åbningsbalancer bekræftes.

Ønskes yderligere oplysninger henvises til de fremsendte breve og notat, som kan hentes ved hjælp af nedenstående links.
Henvendelse kan i øvrigt rettes til kontorchef

Lars Østergaard på tlf. 33 55 82 82

LINK TIL BREV

LINK TIL NOTAT