Markedsudvikling i 2019 for realkreditinstitutter

Realkreditinstitutternes samlede resultat steg fra 18,5 mia. kr. i 2018 til 21,7 mia. kr. i 2019 og lå dermed på det højeste niveau for perioden 2007-2019.

Stigningen kan hovedsageligt henføres til højere kursreguleringer gennem kursgevinster på fondsbeholdningerne. Real-kreditudlånet voksede 3,8 pct. i 2019, og positiv udlånsvækst til ejerboliger var bredt funderet i hele landet bortset fra enkelte områder, der oplevede fald.

De korte og lange realkreditobligationsrenter fortsatte overordnet med at falde i 2019. Det førte bl.a. til en historisk stor konverteringsbølge mod lave faste renter. Den lange periode med faldende realkreditobligationsrenter vendte efter udbruddet af COVID-19, som har ført til økonomisk og finansiel uro verden over. Realkreditmarkedet oplevede store kursfald i ugen, hvor COVID-19-pandemien for alvor ramte Danmark. Det skete som en del af en generel bevægelse på tværs af obligationsmarkeder, inklusive for de sikreste statsobligationer, og ikke specifikt for realkredit. Det var især de lange realkreditobligationer, der faldt i kurs. Kurserne har delvist rettet sig, og markedsdeltagerne melder om en normalisering på realkreditmarkedet. Målt i forhold til statsobligationskurven handler de lange konverterbare realkreditobligationer med samme spænd som i efteråret 2019.

Læs hele artiklen: Markedsudviklingen i 2019 for realkreditinstitutter