Markedsudviklingen i 2016 for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser

De danske pensionskasser og livsforsikringsselskaber øgede sidste år deres investeringer i alternative aktiver som for eksempel kredit, infrastruktur og skovbrug med 14 pct. til i alt 289 mia. kr. Det viser en ny analyse fra Finanstilsynet.

Kontakt

Kontorchef

Carsten Brogaard
33 55 83 85
cbr@ftnet.dk

Det var især investeringer indenfor kredit, hvor pensionsselskaberne optræder som direkte långivere, der voksede. Investeringerne i kredit steg med 25 pct. til i alt 106 mia. kr. De alternative investeringer udgør nu næsten 10 pct. af selskabernes samlede balance.

Den kraftige vækst i de alternative investeringer stiller større krav til, at selskabernes kompetencer og håndtering er fyldestgørende, blandt andet med hensyn til værdiansættelsen af aktiverne. Finanstilsynet har derfor stort fokus på området.

Markedsrenteprodukter på fortsat fremmarch

Forskydningen fra de traditionelle, garanterede pensionsordninger til fordel for markedsbaserede ordninger, hvor kunderne selv bærer investeringsrisikoen, fortsatte også i 2016. 

Indbetalinger til markedsrenteprodukter tegnede sig for 68 pct. af de samlede indbetalinger, og markedsrenteordningerne udgør nu 40 pct. af de samlede hensættelser til pensionsudbetalinger.

Den samlede pensionsformue i Danmark er nu på over 3.000 mia. kr., og heraf forvalter pensionsselskaberne samlet ca. 2.400 mia. kr. eller 80 pct.

 

Læs hele markedsudviklingsartiklen her.