Halvårsartikel realkreditinstitutter 2019

Realkreditinstitutterne kom ud af første halvår 2019 med en stigning i resultatet før skat. Stigningen var på 12,0 pct. ift. samme periode sidste år, jf. figur 1. Renses resultatet for indtjening i datterselskaber, var stigningen på 22,8 pct.1 Stigningen kan primært henføres til højere kursreguleringer og til en vis grad til lavere nedskrivninger på udlån, flere nettorente-indtægter og færre udgifter til personale og administration.

Bidragsindtægterne faldt på trods af positiv vækst i udlån. Dette gælder både de faktiske bidragsindtægter og bidragsindtægter ift. udlånet. Faldet kan bl.a. henføres til, at flere låntagere sikrede sig med afdrag og fast rente, hvor bidragssatsen generelt er lavere.

Realkreditinstitutternes udlån bestod i første halvår 2019 i højere grad af lån med afdrag og fast rente. Andelen af lån med afdrag oversteg andelen af lån uden afdrag, og andelen af fastforrentede lån nærmede sig hastigt andelen af rentetilpasningslån. Udviklingen skal bl.a. ses i lyset af, at det historisk lave renteniveau gør det billigt for låntagerne at sikre sig med fast rente, og at adgangen til risikable lån for højt gældssatte låntagere er blevet strammet.

Det lave renteniveau underbyggede også prisstigninger på ejendomsmarkedet, da finansieringsomkostningerne blev holdt nede, og da alternative investeringsmuligheder for investorer gav lave afkast.

Læs hele artiklen her.