Mange danskere oplever, at deres økonomi forringes, når de bliver for syge til at arbejde.

07.01.2016

Penge- og Pensionspanelets nye undersøgelse blandt danskere, som indenfor de seneste tre år har oplevet at få permanent nedsat erhvervsevne viser, at 25 pct. oplever at de ikke havde oprettet nogen forsikring inden de blev syge. 54 pct. svarer at de ikke fik en engangsudbetaling eller et erstatningsbeløb i forbindelse med at de mistede hele eller dele af deres erhvervsevne.

”Alle kan blive for syge til arbejde og derfor er det afgørende, at man tænker over hvordan man vil sikre sig. Undersøg hvordan det offentlige dækker, hvordan pensionsselskabet dækker og vurder om du har brug for ekstra dækning. Start med at tjekke pensionsinfo.dk for at se om du er dækket og undersøg, om du får en forsikringssum eller en løbende pension udbetalt, hvis du mister erhvervsevnen”, siger Louise Skjødsholm, der er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

Tallene viser også, at blandt dem som oplever et permanent fald i indtægten, der mister de i gennemsnit 10.385 kr. om måneden.

”Undersøgelsen viser, at halvdelen ikke lægger et nyt budget efter de er blevet syge. Men det er vigtigt at sætte sig ned og få overblikket, da mange oplever at den økonomiske situation bliver dårligere, og at pengene dermed skal strække længere” siger Louise Skjødsholm hos Penge- og Pensionspanelet.

Se mere om hvad du bør overveje hvis du bliver for syg til at arbejde på www.rådtilpenge.dk/sygdom.

For yderligere information: Kontakt specialkonsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelet, Louise Skjødsholm, på telefon 33 55 83 06, mail lsh@ftnet.dk.