Boligejere bider ikke mærke i brevene fra realkreditinstitutterne

21.11.2010

”Vores undersøgelse viser, at omkring halvdelen ikke husker eller ikke læser de breve, de modtager, når lånet skal have ny rente. Det er tankevækkende, fordi rentesatsen jo netop har stor betydning for boligejernes privatøkonomi,” siger Penge- og Pensionspanelets formand, professor Carsten Tanggaard.

Penge- og Pensionspanelet har i undersøgelsen set på, hvordan boligejere med rentetilpasningslån oplever den skriftlige information, realkreditinstitutterne udsender, når lånet skal have ny rente. Undersøgelsen bygger på 12 dybdeinterviews med og 1001 spørgeskemabesvarelser fra boligejere med rentetilpasningslån.

Interviewundersøgelsen viser bl.a., at en del af de interviewede boligejere oplever, at dele af den skriftlige information er kompleks, informationstung og fyldt med fagudtryk. Samtidig viser spørgeskemaundersøgelsen, at 37 procent ikke ved, hvad en ”fastkursaftale” er.

”Nogle boligejere har tilsyneladende svært ved at forstå informationer om rentetilpasningslån. Penge- og Pensionspanelet vil derfor gå i dialog med realkreditinstitutterne om mulighederne for at skrive mere mundret og gøre brevene mere personlige, så låntagerne fx bedre kan se konsekvenserne for deres egen privatøkonomi,” siger Carsten Tanggaard.

Kontaktperson:

Formand for Penge- og Pensionspanelet, professor Carsten Tanggaard
Direkte tlf.: 89 42 15 68
Mobil tlf.: 41 28 70 91 

Se pressemeddelelsen i pdf

Se rapporten her