Hvilke helbredsoplysninger kan forsikringsselskabet kræve?

Hvis du vil tegne en individuel personforsikring mod tab af erhvervsevne, invaliditet eller død, skal du i nogle tilfælde give selskabet oplysninger om dit fysiske og psykiske helbred. Dette gælder også, hvis du vil forhøje dækningen på din eksisterende individuelle forsikring. Her kan du læse om, hvad selskabet kan kræve af dig, og hvad dine rettigheder er.

Hvilke helbredsoplysninger kan forsikringsselskaber kræve?

Hvis du vil tegne en individuel personforsikring mod tab af erhvervsevne, invaliditet eller død, skal du i nogle tilfælde give selskabet oplysninger om dit fysiske og psykiske helbred. Dette gælder også, hvis du vil forhøje dækningen på din eksisterende individuelle forsikring. Her kan du læse om, hvad selskabet kan kræve af dig, og hvad dine rettigheder er.

Selskaber beder om oplysninger om dit helbred

Selskaberne beder især om helbredsoplysninger, hvis du vil tegne forsikringer, som yder økonomisk kompensation, hvis du bliver invalid eller dør. Hvis du ønsker den type forsikring, har dit fysiske og psykiske helbred en betydning for den risiko, som forsikringsselskabet påtager sig, hvis du tegner forsikringen.

Du kan især komme ud for at skulle afgive helbredsoplysninger, hvis du vil tegne eller forhøje dækningen på:

  • livsforsikringer - dvs. forsikringer, der dækker ved død.
  • erhvervsevnetabsforsikringer – dvs. forsikringer, der dækker ved nedsat erhvervsevne (invalidepension)
  • sygdomsforsikringer som fx. forsikring for kritisk sygdom, sundhedsforsikringer, sygeforsikringer m.v.

Hvordan skal du give helbredsoplysninger?

Når du bliver spurgt om, hvordan dit helbred er, sker det typisk ved, at du bliver bedt om at udfylde et spørgeskema om dit helbred. ’Forsikringsselskabet må gerne kræve, at du skal afgive helbredsoplysninger som betingelse for at du kan tegne en forsikring hos selskabet.  

Hvis du fejler eller har fejlet noget, vil forsikringsselskabet i nogle tilfælde ønske at spørge din læge eller det øvrige sundhedsvæsen om din sygdomshistorik og dine journaloplysninger. 

Du skal give skriftligt samtykke til, at forsikringsselskabet kan spørge din læge, eller andre, om dine journaloplysninger.

Når et forsikringsselskab indhenter helbredsoplysninger hos din læge, eller andre, bruger det skemaer, der er godkendt af Lægeforeningens Attestudvalg og brancheforeningen Forsikring & Pension.

Er der nogen helbredsoplysninger, som selskaberne ikke må indhente?

Indhentelse, videregivelse og brug af helbredsoplysninger er reguleret af flere forskellige regler, herunder sundhedsloven, forsikringsaftaleloven, lov om finansiel virksomhed samt databeskyttelsesforordningen.

Lovgivningen sætter visse grænser for, hvilke helbredsoplysninger forsikringsselskaberne må indsamle.

  • Selskabet må ikke indhente, modtage eller bruge oplysninger om dit arveanlæg og risiko for i fremtiden at udvikle sygdomme. Dette omfatter i praksis bl.a. DNA-analyser og andre screeningsundersøgelser, som afslører arvelige risikoer for at udvikle en sygdom. Det fremgår af forsikringsaftaleloven
  • Forsikringsselskaberne må ikke indsamle og registrere flere personoplysninger om dig end, hvad der er tilstrækkeligt, relevant og nødvendigt i forhold til formålet. Det står i persondataforordningen. Det gælder, uanset om helbredsoplysningerne bliver indsamlet hos dig selv hos din læge eller hos sundhedsvæsenet
  • Hvis et forsikringsselskab indsamler helbredsoplysninger i strid med reglerne, vil det også være i strid med god skik-reglerne på det finansielle område.
Det er Datatilsynet, der er den ansvarlig myndighed for de databeskyttelsesretlige regler og fører tilsyn med forsikringsselskabets indsamling, behandling eller opbevaring af dine personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen. Det er også Datatilsynet, der kan behandle klager over behandlingen af dine personoplysninger, herunder om de oplysninger, som selskabet har indsamlet, har været begrænset til, hvad der er tilstrækkeligt, relevant og nødvendigt i forhold til formålet, og om dit samtykke til forsikringsselskabet har været tilstrækkeligt til at indhente de pågældende oplysninger. Du kan finde kontaktoplysningerne på Datatilsynet her.