EU-Kommissionen udskyder anvendelsesdatoen for detailreguleringen til disclosureforordningen og visse dele af detailreguleringen til taksonomiforordningen

EU-Kommissionen udskyder anvendelsesdatoen for den kommende detailregulering til disclosureforordningen og visse dele af den kommende detailregulering til taksonomiforordningen til den 1. januar 2023. Samtidigt har EU-Kommissionen tilkendegivet, at overgangsperioden for PAI erklæringer nu ikke længere er relevant grundet udskydelsen af den nævnte anvendelsesdato, og at de første PAI erklæringer i henhold til detailreguleringen skal være offentliggjort den 30. juni 2023 med referenceperiode fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2022.

EU-Kommissionen har udskudt anvendelsesdatoen med seks måneder fra den 1. juli 2022 til den 1. januar 2023 for den kommende delegerede retsakt med de 13 RTS’er. Det skriver Kommissionen i et brev af 25. november 2021 til de fælles europæiske tilsynsmyndigheder, som er offentliggjort på ESMA’s hjemmeside. De 13 RTS’er udgør detailreguleringen til bestemmelser i disclosureforordningen, som angår både oplysningsforpligtelser på virksomheds- og produktniveau, samt detailreguleringen til de bestemmelser i taksonomiforordningen, som angår oplysningsforpligtelser på produktniveau.

EU-Kommissionen har i et tidligere brev af 8. juli 2021 tilkendegivet, at EU-Kommissionen ønsker at samle de 13 RTS’er i én samlet delegeret retsakt. De fælles europæiske tilsynsmyndigheder har hhv. den 4. februar 2021 og 22. oktober 2021 sendt deres endelige rapporter med udkast til de 13 RTS’er, til EU-Kommissionen. 

EU-Kommissionen tilkendegiver i brevet af 25. november 2021, at EU-Kommissionen ikke har kunnet nå at vedtage de fælles europæiske tilsynsmyndigheders udkast til de 13 RTS’er inden for tidsrammen på 3 måneder, hvilket bl.a. skyldes længden og de tekniske detaljer i RTS’erne, samt at der skal være tilstrækkelig tid til at implementere RTS’erne. 

Derudover tilkendegiver EU-Kommissionen i brevet af 25. november 2021, at overgangsperioden i forhold til PAI erklæringer, som er blevet foreslået af ESA’erne i deres endelige rapport med udkast til RTS’en til artikel 4 i disclosureforordningen, ikke længere er relevant, eftersom anvendelsesdatoen for den kommende delegerede retsakt med de 13 RTS’er nu er blevet udskudt. EU-Kommissionen angiver i stedet, at finansielle markedsdeltagere, som skal offentliggøre en PAI erklæring i henhold til artikel 4(1)(a), artikel 4(3) eller artikel 4(4) i disclosureforordningen, skal overholde oplysningskravene i RTS’en til artikel 4 første gang den 30. juni 2023 med referenceperiode fra den 1. januar 2022 til 31. december 2022.