Behov for fokus på etnisk og racemæssigt motiveret finansiering af terrorisme

Der er behov for øget bevidsthed om finansieringen bag etnisk eller racemotiveret terrorisme, også kaldt højreorienteret terrorisme. Det fastslår den internationale antihvidvaskorganisation FATF (Financial Action Task Force) i en ny rapport.

Antallet af registrerede højreekstremistiske angreb er steget i de senere år. De fleste angreb er udført af selvfinansierede enlige aktører, men de har også involveret små og mellemstore organisationer samt tværnationale højreekstremistiske bevægelser.

Højreekstremistiske grupper bliver ofte finansieret gennem kriminelle aktiviteter, men de fleste midler kommer fra lovlige kilder, såsom donationer, medlemsgebyrer og kommercielle aktiviteter.

Kun få lande har udpeget disse grupper eller enkeltpersoner som terrorister, og der er forskelle i landenes retssystemer med hensyn til håndteringen heraf. I rapporten fremhæver FATF udfordringerne med håndtering af finansieringen af den ekstreme højreorienterede terrorisme og forebyggelsen af angreb, der udspringer heraf. Udfordringerne omfatter bl.a., hvordan landene ser på truslen for terrorisme og racemotiveret vold.

FATF opfordrer landene til fortsat at udvikle deres forståelse af den tværnationale kriminelle aktivitet og tilskynder offentlige, private og internationale partnere til at samarbejde om at identificere truslerne og udveksle praksis for bekæmpelse af etnisk eller racemotiveret finansiering af terrorisme.

Læs mere om FATF’s rapport