Test af afviklingsberedskab af pengeinstitutter

Nødlidende pengeinstitutter skal kunne håndteres hurtigt og effektivt af Finansiel Stabilitet af hensyn til den finansielle stabilitet. Dette kræver, at Finansiel Stabilitet hurtigt kan få fuld indsigt i pengeinstituttets finansielle forhold. Derfor er der i Danmark fastsat regler for, at alle pengeinstitutter skal have et afviklingsberedskab, der sikrer, at nødvendige oplysninger til brug for restrukturering eller afvikling af pengeinstitutter, kan tilvejebringes med kort varsel.

Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet har i 2. halvår af 2019 gennemført en test af afviklingsberedskabet hos et udvalgt dansk pengeinstitut for dermed at sikre, at instituttets afviklingsberedskab fungerer hensigtsmæssigt. Udgangspunktet for testen var at undersøge instituttets evne til at levere udvalgte data, som er centrale for instituttets afviklingsberedskab. I testen var der fokus på de data, som Finansiel Stabilitet vil skulle modtage i en afviklingssituation for at kunne gennemføre en restrukturering eller afvikling af det nødlidende institut. Dette omfatter data i medfør af bilag 2, 3 og 4 i bekendtgørelse om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab. Bekendtgørelsen kan læses her.

 

Det udvalgte institut leverede de anmodede data inden for den fastsatte tidsfrist.

 

Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet har tilsvarende i 2017 gennemført lignende test af afviklingsberedskabet hos tre udvalgte pengeinstitutter. Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet forventer ligeledes fremadrettet, at der fortsat vil blive gennemført tests af afviklingsberedskabet hos udvalgte pengeinstitutter for at sikre, at afviklingsberedskabet i de enkelte institutter fungerer hensigtsmæssigt.

 

 Læs mere om reglerne i Bekendtgørelse om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab