ESMA foretager høring om prospekternes indholdskrav

Som led i arbejdet med den nye prospektforordning har ESMA den 6. juli 2017 sendt tre konsultationspapirer i høring om indholdskravene til prospekter samt godkendelsesprocessen. Høringsperioden slutter den 28. september 2017.

De tre konsultationspapirer med technical advice til Kommissionen indeholder følgende hovedpunkter:

  1. Konsultationspapir om prospekters format og indhold
    I sin helhed foreslår ESMA at bevare de eksisterende krav, dog med en række ændringer for at lette arbejdet og omkostningerne forbundet med udarbejdelsen af et prospekt. Eksempelvis udgår krav om revisorerklæring. Papiret indeholder også udkast til krav til et nyt Universal Registration Document (URD) og reducerede krav ved sekundære udstedelser.
  2. Konsultationspapir om vækstprospekter
    Papiret indeholder technical advice om format og indholdskrav for prospekter for små og mellemstore virksomheder (hidtil kendt som SME). Også her er formålet at reducere indholdskravene, således at ressourcerne til udarbejdelse af prospektet i højere grad står mål med det provenu, der hentes med udbuddet.
  3. Konsultationspapir om godkendelsesprocessen
    Dette papir indeholder forslag til tilsynsmyndighedernes gennemgang af prospekter, herunder at det ved godkendelse af prospektet skal tjekkes at oplysningerne i prospektet er komplette, forståelige og konsistente samtidig med at der skal gives tilsynsmyndighederne en vis fleksibilitet.