Videregivelse af kundeoplysninger til et reguleret marked

Et medlem af et reguleret marked eller en deltager på en alternativ markedsplads kan berettiget give oplysninger videre om specifikke kunder til operatøren af markedet. Det fremgår af en udtalelse, som Finanstilsynet har offentliggjort.

Operatører af regulerede markeder og alternative markedspladser er forpligtede til at sikre, at markedet bliver drevet på en betryggende og hensigtsmæssig måde. Derfor kan det være nødvendigt for en operatør at undersøge forhold, der eksempelvis kan være i strid med reglerne om markedsmanipulation eller insiderhandel. For at kunne undersøge dette kan det være nødvendigt, at operatøren indhenter oplysninger om den specifikke kundes navn, ordrer, tidspunktet for modtagelsen af ordrer, transaktioner, depotbeholdning m.v. Derfor spørger operatøren efter disse oplysninger hos f.eks. kundens bank, som er medlem af det regulerede marked eller deltager på den alternative markedsplads.

 

Medlemmer af regulerede markeder og deltagere på alternative markedspladser kan være omfattet af tavshedspligt. Derfor er det relevant at afgøre, om det er berettiget at videregive disse oplysninger. Det vurderer Finanstilsynet, at det er.

 

Læs mere her.