Stigende renter, inflation og risiko for hård recession præger det finansielle risikobillede

Finanstilsynets risikobillede er præget af øget usikkerhed på baggrund af stigende renter, inflation og risiko for en hård recession.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Den økonomiske situation betyder, at virksomheder, husholdninger og de finansielle markeder har udsigt til en markant anderledes økonomisk virkelighed, end hvad der har været gældende de seneste 10 år med vækst og meget lave renter. 

Internationalt har økonomien retning mod en afmatning. Den høje inflation og strammere pengepolitik reducerer væksten i både USA og Europa, mens opbremsningen i den kinesiske økonomi fortsætter.

De væsentligste aktuelle risici for den finansielle sektor, som er beskrevet nærmere i risikobilledet, er: 

  •  Generelt fald i aktivpriser, herunder ejendomspriser, som følge af rentestigninger
  • Hård recession
  • Energikrise og heraf afledte risici
  • Adfærd i strid med kundens interesser og vildledende markedsføring
  • IT- og cyberrisici
  • Utilstrækkelig risikostyring og governance

Finanstilsynet udarbejder et opdateret risikobillede hvert halve år. Risikobilledet tager udgangspunkt i aktuelle konjunkturelle og makrofinansielle risici, som de forskellige virksomheder under tilsyn samt forbrugere og investorer er eksponeret mod. 

Risikobilledet bygger på Finanstilsynets deltagelse i nationale og internationale fora. Risikobilledet bygger desuden på observationer og informationer fra inspektionsaktiviteter, undersøgelser og egne analyser.

Risikobilledet er udgangspunkt for Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Læs hele risikobilledet.