Styrket indtjening i de danske kreditinstitutter

De danske pengeinstitutter og realkreditinstitutter fik samlet set markant større overskud i 2021 end året før. Lave nedskrivninger, stigende gebyrindtægter og positive kursreguleringer er hovedforklaringerne på de forbedrede resultater.

Kontakt

Kontorchef

Niki Saabye
+4533558260
nis@ftnet.dk

Stigende indtjening – og stigende usikkerhed

Kreditinstitutterne fik i 2021 et samlet overskud før skat på 45 mia. kr. Det er markant bedre end i 2020, og på niveau med årene forinden. Forbedringen skyldes primært lave nedskrivninger på udlån, positive kursreguleringer og større gebyrindtægter. 
Den faldende basisindtjening, der har været en tendens i flere år, er samlet set vendt til en stigning, i hovedsagen drevet af større gebyrindtægter. 

Danmark har en i international sammenhæng en stor finansiel sektor, og kreditinstitutterne er afgørende for formidlingen af kredit til dansk økonomi. Det er derfor vigtigt, at kreditinstitutterne er i stand til at fastholde kreditgivningen selv i tilfælde af et stort økonomisk tilbageslag. 

Kreditinstitutterne er, som dansk økonomi generelt, kommet godt igennem tilbageslaget på grund af COVID-19, og deres kapitalrobusthed, overdækning til kapitalkrav, er stort set uændret i 2021. Deres kapitalisering er løftet gennem mange år og risikoen for, at et økonomisk tilbageslag forstærkes af en krise i kreditinstitutterne er markant mindre end før finanskrisen. Det er et godt udgangspunkt i en tid med stor usikkerhed, både som følge af krigen i Ukraine og den markante stigning i inflationen med deraf mulige afledte effekter på renteudviklingen.

”Det er vigtigt, at kreditinstitutterne har et stærkt kapitalgrundlag og er godt rustet inden næste krise eller uforudsete hændelser rammer. Derfor bør kreditinstitutterne benytte indfasningsperioden for stigende kapitalkrav (pga. Basel III revision) til at fastholde en passende overdækning til deres kapitalkrav”, siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.  

Pengeinstitutter

De danske pengeinstitutter fik samlet set et overskud før skat på 34 mia. kr. i 2021. Det er mere end en fordobling i forhold til året før. Stigningen var først og fremmest drevet af lavere nedskrivninger og højere basisindtjening samt øgede kursreguleringer. 
Lavrentemiljøet har i mange år presset indtjeningen i pengeinstitutterne. Flere pengeinstitutter har derfor indført negative indlånsrenter til privatkunder i et større omfang og ved lavere grænseværdier i løbet af 2021. 
Pengeinstitutternes samlede udlån voksede i 2021 med ca. 50 mia. kr. svarende til 3,7 pct. Stigningen skyldes blandt andet større kreditefterspørgsel fra virksomheder efter tilbagebetaling af statslige hjælpepakker, lageropbygning, og at den økonomiske usikkerhed i 2021 ikke var så stor som under første fase af COVID-19-krisen.

Realkreditinstitutter

I 2021 steg realkreditinstitutternes samlede resultat før skat til 20,9 mia. kr. mod 17,2 mia. kr. i 2020. Fremgangen skyldes henføres til lavere nedskrivninger. 

Realkreditinstitutternes samlede udlån steg med 1,4 pct. Realkreditinstitutternes udlån til ejerboliger med mulighed for restgæld ved udløb, herunder lån med op til 30 års afdragsfrihed, er i stor vækst, og udgjorde ved udgangen af 2021 omkring en femtedel af det samlede realkreditudlån med afdragsfrihed for ejerboliger. 

”Udlån med op til 30 års afdragsfrihed er mere komplekse end de traditionelle realkreditprodukter. Lånene var først tiltænkt særligt robuste kunder, men har nu fået en større udbredelse. Større udbredelse af afdragsfrie realkreditlån kan øge husholdningernes gældssætning og sårbarhed overfor negative økonomiske stød”, siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.

Finanstilsynet undersøgte i 2021 også udlån til boligkøbere. ”Både boligkøbernes økonomiske situation og de lån, som de tager, trækker i retning af øget risiko. I den nuværende økonomiske situation med øget usikkerhed, bør kreditinstitutterne være ekstra opmærksomme på de boliglån, som de anbefaler kunderne”, siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.

Om analyserne

Markedsudviklingsartiklen for kreditinstitutter sammenfatter de konsoliderede regnskabs- og nøgletal for både penge- og realkreditinstitutter.

Finanstilsynet har, i lighed med tidligere år, også separate artikler med analyser for henholdsvis pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

Læs artiklerne her: