Formålet med undersøgelsen var at kortlægge, hvem der har adgang til at handle direkte på NASDAQ i Danmark gennem en elektronisk adgang hos en værdipapirhandler, herunder hvor mange kunder der benytter en DEA, og hvilken type kunder, der benytter en DEA hos værdipapirhandlerne. Derudover havde undersøgelsen det formål at få kendskab til værdipapirhandlernes vurdering og tilsyn med brugernes egnethed (due diligence-vurdering), værdipapirhandlernes interne politikker og procedurer samt værdipapirhandlernes skriftlige aftaler med brugerne om de vigtigste rettigheder og forpligtelser ved anvendelse af DEA.
- Hvad er direkte elektronisk adgang (DEA)?
DEA er en ordning, hvor et medlem hos en markedsplads (værdipapirhandler) giver en fysisk eller juridisk person ret til at anvende medlemmets handelskode til at sende ordrer direkte til markedspladsen elektronisk.
Når en person har DEA, kan personen sende ordrer direkte til markedspladsen, uden at en værdipapirhandler gennemgår ordren inden den sendes til markedspladsen. Herved opnår personen i højere grad kontrol over ordren, særligt for så vidt angår tidspunktet for afgivelsen af ordren og ordrens levetid. Med DEA kan en person udnytte eventuelle fordelagtige forhold i likviditet og pris hurtigere og nemmere, end hvis ordren først skulle gennem en værdipapirhandler. Den enkelte handel foretages i handelsmedlemmets navn (værdipapirhandlerens navn), og det udnyttes derved, at handelsmedlemmet har direkte adgang til markedspladsen, som de altså også kan give andre adgang til.
Der findes to typer af direkte elektronisk adgang:
- Direkte markedsadgang (DMA): Ved en direkte markedsadgang (DMA) forstås en ordning om DEA, hvor et medlem af et reguleret marked eller en Multilateral Handelsfacilitet (MHF) eller en kunde hos en Organiseret Handelsfacilitet (OHF) giver en person mulighed for at anvende medlemmets eller kundens infrastruktur eller stiller en opkobling til afgivelse af ordrer til rådighed for personen
- Sponsoreret adgang (SA): Ved sponsoreret adgang (SA) forstås enhver anden ordning om direkte elektronisk adgang end DMA-ordninger.
- Selve undersøgelsen
Der stilles en række krav til værdipapirhandlere, der tilbyder DEA, herunder at værdipapirhandleren sikrer, at man kun tilbyder DEA til de brugere, der er egnede, samt at værdipapirhandleren overvåger disse brugers handelsaktivitet.
Forpligtelsen følger af § 139 i KML, samt artikel 19-23 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/589.
Undersøgelsens formål var bl.a. at få kendskab til, hvorvidt værdipapirhandlerne foretager en vurdering af potentielle kunders egnethed og løbende evaluerer, om deres brugere opfylder kravene til egnethed (due diligence-vurdering). Værdipapirhandlernes due diligence-vurdering af potentielle DEA-kunder bør tilpasses til de risici, der udgøres af arten, omfanget og kompleksiteten af deres forventede handelsaktiviteter, samt den DEA, der leveres. Navnlig bør værdipapirhandlerne vurdere det forventede niveau for handel og ordrevolumen og typen af forbindelse, der tilbydes de relevante markedspladser. En værdipapirhandler, der tilbyder DEA, skal have tilstrækkelig viden om sine DEA-kunders intentioner, kapacitet, finansielle ressourcer og troværdighed, herunder, hvis de er offentligt tilgængelige, oplysninger om de potentielle DEA-kunders sanktionshistorik i forhold til kompetente myndigheder og markedspladser.
Værdipapirhandlerne skal også foretage en regelmæssig gennemgang af sine DEA-kunder. Værdipapirhandlerne skal derfor årligt gennemgå sine due diligence-vurderingsprocesser og gennemføre en årlig risikobaseret revurdering af tilstrækkeligheden af sine kunders systemer og kontrol, navnlig under hensyntagen til ændringer i omfanget, arten og kompleksiteten af deres handelsaktiviteter eller -strategier, ændringer af deres personale, ejerstruktur, handels- eller bankkonto, retlige status, finansielle stilling, og hvorvidt en DEA-kunde har udtrykt hensigt om at videredelegere den adgang, som den får fra værdipapirhandleren.
Undersøgelsen havde også fokus på om værdipapirhandlerne, der tilbyder DEA, har passende interne politikker og procedurer, der modvirker, identificerer og rapporterer muligt markedsmisbrug bl.a. for at sikre, at DEA-kundernes handel er i overensstemmelse med markedspladsens regler. Herved forstås procedurer, der sikrer, at der ikke bliver foretaget markedsmisbrug gennem deres DEA.
Finanstilsynet undersøgte også, om værdipapirhandlerne har etableret procedurer til at evaluere, styre og afbøde markedsforstyrrelser og selskabsspecifikke risici. Værdipapirhandlerne skal være i stand til at identificere de personer, der skal underrettes i tilfælde af fejl, der fører til krænkelser af risikoprofilen eller potentielle overtrædelser af markedspladsens regler.
Finanstilsynet undersøgte, om værdipapirhandlerne ved en unik identifikationskode kan identificere sine forskellige DEA-kunder og de pågældende DEA-kunders handelsenheder og personer, der afgiver ordrer gennem værdipapirhandlerens systemer.
Det var endvidere en del af undersøgelsen, om værdipapirhandlerne registrerer data om de ordrer, der afgives af dens DEA-kunder, herunder ændringer og annulleringer, om de alarmer, som værdipapirhandlernes overvågningssystem har genereret, og om de foretagne ændringer af værdipapirhandlernes filtreringsproces.
Finanstilsynet undersøgte endvidere værdipapirhandlernes skriftlige aftaler med brugerne om de vigtigste rettigheder og forpligtelser ved anvendelse af DEA. Værdipapirhandlerne skal sikre, at der foreligger en skriftlig aftale om de vigtigste rettigheder og forpligtelser ved anvendelse af DEA, og at værdipapirhandlerne bevarer ansvaret i henhold til lov om kapitalmarkeder.
- Finanstilsynets observationer
Det er et krav, at danske værdipapirhandlere, der tilbyder direkte elektronisk adgang på NASDAQ Copenhagen, skal informere både NASDAQ og Finanstilsynet om dette.
Både NASDAQ og Finanstilsynet var blevet informeret om, at to danske værdipapirhandlere tilbød direkte elektronisk adgang og begge disse værdipapirhandlere var derfor omfattet af temaundersøgelsen. I forbindelse med temaundersøgelsen konstaterede Finanstilsynet, at den ene af disse værdipapirhandlere ikke i praksis tilbød egentlig direkte elektronisk adgang til sine kunder. Værdipapirhandleren gav ikke sine kunder tilstrækkelig mulighed for, at sende ordrer direkte på markedet. Kunderne var således ikke i stand til at udøve skøn vedrørende den nøjagtige brøkdel af et sekund for indførelse af ordren og dennes levetid inden for denne tidsramme.
Undersøgelsen af den anden værdipapirhandler gav ikke anledning til tilsynsreaktioner fra Finanstilsynets side.