Statistik for korte positioner i danske aktier, ultimo marts 2021

Ved udgangen af marts var antallet af danske aktier med betydelige korte nettopositioner 35. ISS var ultimo marts den mest shortede danske aktie og Bavarian Nordic den næstmest shortede. Det viser Finanstilsynets opgørelse af de akkumulerede korte nettopositioner i danske aktier.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

Ved udgangen af marts var der samlet set betydelige korte nettopositioner (dvs. 0,2 pct. eller derover af den udstedte aktiekapital) i ISS svarende til 5,6 pct. af selskabets udstedte aktiekapital, se tabellen nedenfor. Bavarian Nordic var den næstmest shortede aktie med korte nettopositioner svarende til 3,9 pct. af selskabets udstedte aktiekapital. ISS var den eneste aktie med korte nettopositioner svarende til mere end fem pct. af selskabets udstedte aktiekapital.

Dagens offentliggørelse af Finanstilsynets statistik for betydelige korte nettopositioner i danske aktier indeholder færre korte nettopositioner end i de hidtidige opgørelser. Det skyldes, at det på europæisk plan den 15. marts 2021 blev besluttet ikke at forny den midlertidigt sænkede indberetningsgrænse på 0,1 pct. Fra og med den 20. marts 2021 gælder for korte nettopositioner den normale indberetningsgrænse på 0,2 pct. af et selskabs udstedte aktiekapital.

Nedenfor ses udviklingen i de korte nettopositioner i de mest shortede danske aktier baseret på 0,2 pct.-grænsen.

Baggrund

Finanstilsynet offentliggør månedligt en oversigt over de daglige korte nettopositioner i danske aktier. Det sker i en pressemeddelelse og to tabeller. Den ene tabel opgør de samlede korte nettopositioner i danske aktier, mens den anden tabel angiver de positionsindehavere, som har en kort position over 0,5 pct. af den udstedte aktiekapital i et selskab. Se tabellerne her.

Tabellerne er baseret på de indberetninger, som Finanstilsynet skal modtage efter reglerne i short sellingforordningen. Fra den 16. marts 2020 til den 19. marts 2021 gjaldt for korte nettopositioner en midlertidigt lavere indberetningsgrænse på 0,1 pct. af et selskabs udstedte aktiekapital. Fra den 20. marts 2021 og frem gælder for korte nettopositioner den normale indberetningsgrænse på 0,2 pct. Alle indberetninger på eller over 0,2 pct. indgår i denne opgørelse. Finanstilsynet har offentliggjort et særskilt excel-ark med udviklingen i korte nettopositioner i danske aktier baseret på 0,1 pct.-grænsen, der dækker 16. marts 2020 til 19. marts 2021.

Korte nettopositioner under indberetningsgrænserne indgår ikke i opgørelserne. De korte nettopositioner kan derfor være højere end angivet i tabellerne.  Bemærk, at der kan være indberettet fejlbehæftede korte nettopositioner, og at statistikken derfor kan blive revideret løbende.