Pensionsselskaber skal tage særlige kundegrupper i hånden ved omvalg

Når pensionsselskaber tilbyder kunder med særlige behov et omvalg har selskaberne samtidig en skærpet pligt til at oplyse disse kunder om de særlige konsekvenser for dem.

Er omvalget fra en garanteret pensionsydelse til markedsrente et hensigtsmæssigt valg for alle kunder? Det spørgsmål skal pensionskasserne have afklaret, inden de sender tilbud ud til kunderne. Hvis selskaberne alligevel tilbyder særlige kundegrupper, f.eks. invalidepensionister, at skifte til en pension på markedsrentevilkår, så skal selskabet også sikre sig, at kunderne er velinformerede om de specifikke forhold, som kan gøre omvalget til en uhensigtsmæssig beslutning.

Omvalg kræver omtanke

”Får du som invalidepensionist tilbudt at skifte sikkerheden ved garanterede ydelser ud med mulighederne og risiciene ved markedsrente, så skal du tænke dig rigtigt godt om, og du skal søge alt den vejledning hos dit pensionsselskab, som du kan. Invalidepensionister er ofte i en særlig sårbar økonomisk situation, og de bør som udgangspunkt gå med livrem og seler,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets forbrugerkontor.

Ugaranterede pensioner giver alle kunder en risiko for, at pensionsydelsen kan falde med markedsrenten. Men den risiko bør veje endnu tungere i en invalidepensionists overvejelser om skiftet. De færreste invalidepensionister kan supplere indkomsten med ekstra arbejde, og de kan heller ikke se frem til mulige lønstigninger. Dermed er invalidpensionisten fattig på muligheder for at dække det indkomsthul, der kan opstå, hvis den månedlige ydelse falder, sådan som det kan ske med et markedsrenteprodukt. Invalidepensionisten kan også være blevet invalid på et tidspunkt, hvor den pågældende har haft en høj gæld eller forsørgerpligt og derfor bør overveje, om risikoen for en svingende indkomst er et fornuftigt valg.

”Det er ekstra vigtigt for invalidepensionister at forstå den risiko, de løber, hvis de skifter væk fra deres garantier. For de vil typisk skulle leve af deres pensioner længere og har mindre mulighed for at supplere pensionsindtægten. Derfor har pensionsselskaberne en særligt pligt til at orientere disse kundegrupper om de risici, de løber ved at vælge markedsrente, hvor også invalideydelsen kan svinge. Kunden skal også modtage en klar anvisning om at kontakte selskabet og søge individuel rådgivning om konsekvenserne ved skiftet til en mulig svingende ydelse, før kunden træffer dette valg,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen.

Konkret sag om mangelfuld information og rådgivning

Udmeldingen fra Finanstilsynet kommer på baggrund af en konkret klage fra en kunde i P+ (tidligere JØP) over oplysningsmaterialet i en omvalgskampagne, som blandt andet invalidepensionister modtog. Finanstilsynet fulgte op på klagen med en undersøgelse af P+.

P+ får på baggrund af undersøgelsen to påtaler for;

  • ikke at tage særligt højde for denne gruppes behov, og uden at have gjort sig relevante og tilstrækkelige overvejelser om, hvorvidt et omvalg ville være hensigtsmæssigt for denne gruppe og dermed uden at have medtaget de relevante overvejelser i rådgivningen af disse medlemmer
  • ikke at have tydeliggjort forskellene på de forskellige risici og størrelsen på disse for de aktuelle medlemmers ydelser før og efter omvalg i informationsmaterialet

Fakta: Pensionsselskabers pligt til overfor særlige kundegrupper ved omvalg

Lovgivningen siger, at en forsikringsdistributør (det vil også sige et pensionsselskab) skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Det betyder følgende for pensionsselskaber:

  • Selskaberne har en særlig forpligtelse til inden udsendelsen af tilbud om omvalg at vurdere, om et omvalg kan have særlig betydning for særlige medlems- eller kundegrupper og identificere disse grupper.
  • Selskaberne skal sikre sig, at informationsmaterialet indeholder en klar anvisning om, at disse kundegrupper bør kontakte selskabet og søge individuel rådgivning, før kunden træffer et valg.