Ny bekendtgørelse om maksimal grundlagsrente

Finanstilsynet nedsætter den maksimale grundlagsrente til -0,5 pct. gældende fra 1. juli 2021 på grund af det lave renteniveau. Den maksimale grundlagsrente bidrager til større sikkerhed for, at pensionsselskaberne kan honorere afgivne garantier. Hvis det faktiske afkast bliver højt, så kommer det kunderne til gavn gennem øget tildeling af bonus. For eksisterende gennemsnitsrenteprodukter med allerede aftalte bidrag fastholdes de garanterede minimumsydelser uændret.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Finanstilsynet har i dag udsendt en bekendtgørelse, der fra 1. juli 2021 nedsætter den maksimale grundlagsrente fra 1 pct. til -0,5 pct. Nedsættelsen skyldes det lave og negative renteniveau.

Den maksimale grundlagsrente er den højeste rente, som pensionsselskaberne må anvende, når de udbyder de traditionelle garanterede gennemsnitsrenteprodukter.

Grundlagsrenten bruges til at beregne størrelsen af den pensionsydelse, som kunden er garanteret på baggrund af de aftalte indbetalinger. Det er et lovkrav, at grundlaget for livsforsikringsvirksomhed skal være betryggende over for den enkelte kunde. Det indebærer, at grundlagsrenten skal fastsættes forsigtigt i forhold til en risikofri markedsrente. Formålet med dette forsigtighedskrav er at skabe sikkerhed for, at selskabet kan honorere kundens krav på pensionsydelser. 

Grundlagsrenten giver anledning til garanterede minimumsydelser. I et gennemsnitsrenteprodukt har kunderne også ret til bonus. Hvis det går bedre end de forsigtigt fastsatte forudsætninger, opstår et overskud, som kommer kunderne til gode i form af bonus. 

Den maksimale grundlagsrente gælder for nytegning, bidragsforhøjelser og bonus. For eksisterende gennemsnitsrenteprodukter med aftalte bidrag fastholdes de garanterede minimumsydelser, selvom de er beregnet på en grundlagsrente, der er højere end -0,5 pct. 

Læs hele bekendtgørelsen om maksimal grundlagsrente