Konference om finansiering af den grønne omstilling den 7. maj 2021

Finanstilsynet og den Europæiske Investeringsbank (EIB) sætter finansiering af Danmarks omstilling til en grøn økonomi på dagsordenen på en international konference.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

Hele verden står overfor betydelige investeringer, hvis de politiske målsætninger om omstilling til en bæredygtig grøn økonomi skal nås. Både danske og internationale virksomheder står i en situation, hvor rapportering om ESG-faktorer i stigende grad udgør en del af grundlaget for at skaffe investeringer. En række faktorer, herunder særligt COVID-19-pandemien, har haft en negativ påvirkning på danske virksomheders investeringer og skabt usikkerhed om investeringerne i fremtiden.  

Den Europæiske Investeringsbank og Finanstilsynet vil sammen med eksperter diskutere de fremadrettede udfordringer, med et særligt fokus på den grønne omstilling og samspillet mellem den ikke-finansielle sektor og den finansielle sektor.

”Der er et stigende fokus på rapportering på bæredygtighedsområdet. Data er vigtige for at kunne nå de politiske målsætninger for den grønne omstilling. Men det kræver samtidigt en svær og omfattende omstilling af rapporteringen helt ude fra virksomhederne. Derfor er vi glade for sammen med EIB at sætte dette væsentlige tema til debat”, siger Finanstilsynets direktør Jesper Berg.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er EU’s institution til langfristede udlån og ejes af medlemsstaterne. Den skaffer langfristet kapital til sunde investeringer for at bidrage til EU’s politiske mål. I 2020 investerede EIB i alt 809 millioner euro i Danmark.
 
Konferencen afholdes online via Webex, fredag 7. maj 2021 kl. 14.30 – 17.00. 

Se programmet og tilmeld dig på konferencens hjemmeside.