Finanstilsynet styrker tilsynet på hvidvaskområdet

Siden sommer har Finanstilsynet i samarbejde med et internationalt konsulentfirma udviklet hvidvasktilsynet på tre vigtige områder som opfølgning på den politiske aftale.

Siden sommer har Finanstilsynet i samarbejde med et internationalt konsulentfirma udviklet hvidvasktilsynet på tre vigtige områder:

 

Samlet risikoscoringsmodel

For det første har Finanstilsynet udviklet et nyt system til databaseret risikovurdering af de 1800 virksomheder, der er under Finanstilsynets hvidvasktilsyn. Virksomhederne skal fremover løbende indberette en række data til Finanstilsynet. Det er data, der giver et mål for den enkelte virksomheds risiko for at blive brugt til hvidvask eller terrorfinansiering. Ved at analysere data får Finanstilsynet et bedre grundlag for at prioritere, hvilke virksomheder der skal undersøges i det kommende år.

Inspektionsmanual

For det andet har Finanstilsynet udviklet en ny og omfattende inspektionsmanual. Den skal sikre, at medarbejderne kan blive sat endnu bedre ind i opgaven og at der kommer en høj og ensartet kvalitet af inspektionerne

 

Katalog over tilsynsmetoder

For det tredje har tilsynet fået udarbejdet et katalog over tilsynsmetoder. Da der er 1800 virksomheder under hvidvasktilsyn, er det ikke muligt at gå på inspektioner i alle virksomheder, slet ikke indenfor en kortere årrække. Finanstilsynet vil derfor gerne føre tilsyn med virksomhederne på andre måder. Finanstilsynet ønsker løbende at afprøve nye metoder.

 

Formålet med de tre indsatser er at øge kvaliteten og effektiviteten i hvidvasktilsynet. Finanstilsynet skal føre et såkaldt risikobaseret tilsyn. Det betyder, at tilsynet skal fokuseres der, hvor risiciene for hvidvask og terrorfinansiering er størst. De nye tiltag skal sikre, at dette sker på den bedste måde.