Investeringsrådgiveren skal kende kunden - også når rådgiveren er en robot

Kravene i ”kend din kunde”-princippet skal overholdes, når der udøves investeringsrådgivning, uanset om selskabet rådgiver kunden personligt eller anvender automatiserede digitale processer.

Kontakt

Kontorchef

Ulla Brøns Petersen
+45 33 55 82 43
ubp@ftnet.dk

Fakta : "Kend din kunde"-princippet

Ved investeringsrådgivning af detailkunder, skal selskabet blandt andet kunne dokumentere og løbende opdatere:

Kundens kendskab til og erfaring med investeringsområdet
Kundens finansielle situation og dermed evne til at bære tab
Risikovillighed for at tabe investeringen
Formål og horisont for investeringen

 

"Robottjenester og digital investeringsrådgivning er ved at blive gængse metoder hos selskaber, som vil tilbyde billigere investeringsrådgivning. Men lige meget om rådgiveren hedder Peter eller er en algoritme, så skal rådgivningen stadig følge lovkravene på området og passe med kundens aktuelle situation og behov. Det gør vi nu investeringsrådgiverne opmærksomme på,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor. 

Egnethedstesten automatiseres

De automatiserede investeringstjenester rådgiver typisk ved, at kunden får lavet en egnethedstest på nettet og svarer på spørgsmål om f.eks. tidshorisont, risikoevne og risikotolerance. Herefter får investoren personligt en risikoprofil og bliver herefter anbefalet investeringer der passer hertil. Over tid kan det blive nødvendigt at ændre sammensætningen af værdipapirerne for at sikre, at porteføljen bliver ved med at følge risikoprofilen, men i mellemtiden kan oplysningerne i egnethedstesten være forældede. 

Investeringsrådgivning skal altid skræddersyes til kundens aktuelle oplysninger

”Investeringsrådgivning er lidt som at gå til en skrædder for at få syet et nyt jakkesæt. Du har måske tidligere fået taget mål og drøftet ønsker til snittet i form af en egnethedstest. Men denne egnethedstest skal løbende opdateres, så f.eks. livviden stadig passer med din risikoappetit. Din nye livvide skal ajourføres i dine oplysninger. Og du skal have en kvittering for det aftalte i form af en egnethedserklæring, hver gang du køber et nyt jakkesæt. Vi har set et konkret eksempel på, at disse arbejdsgange er blevet glemt ved digital investeringsrådgivning, og derfor giver Finanstilsynet et påbud til den virksomhed,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen. 

Konkret sag om mangelfuld automatiseret rådgivning

Udmeldingen kommer på baggrund af en undersøgelse af NORD.investments A/S som får tre påbud om at: 

  • udføre egnethedstest på alle investorer, når disses porteføljer rebalanceres
  • sikre at virksomheden har procedurer for at opdatere kundeoplysningerne 
  • udarbejde en egnethedserklæring inden transaktioner gennemføres for kunden