Positivt med klarhed om Finanstilsynets rammer

Finanstilsynets bestyrelse hilser det velkomment, at der med dagens politiske aftale nu er skabt klarhed om Finanstilsynets fremtidige rammer. Det siger bestyrelsesformand David Lando i en kommentar.

David Lando:

 

”Jeg er meget glad for, at der nu er indgået en aftale om de fremtidige rammer for Finanstilsynets arbejde.

 

Bestyrelsen vil sammen med Finanstilsynets ledelse og medarbejdere arbejde målrettet på at sikre den bedst mulige varetagelse, både af de eksisterende opgaver og af de nye opgaver, som følger af aftalen i den finansielle forligskreds.

 

Finanstilsynet prioriterer opgaven med at styrke indsatsen mod hvidvask meget højt. Det er ødelæggende for tilliden til det finansielle system, hvis finansielle virksomheder medvirker til hvidvask eller terrorfinansiering eller bliver misbrugt hertil.

 

Vi vil på baggrund af aftalen også intensivere arbejdet med at anvende data og nye teknologier til at styrke det finansielle tilsyn.

 

Vi fastholder samtidig vores fokus på, at de finansielle virksomheder er balancerede i deres risikotagning i økonomisk gode tider. Men vi holder også skarpt øje med nye udfordringer og er især optaget af, hvordan vi kan bidrage til den samlede samfundsindsats mod cyberkriminalitet.”