Statistik for korte positioner i danske aktier, ultimo juni 2019

Ved udgangen af juni var antallet af danske aktier med væsentlige korte nettopositioner 36 og dermed én mere i forhold til maj. Ambu var ultimo juni den mest shortede danske aktie og DSV den næstmest shortede. Det viser Finanstilsynets opgørelse af de akkumulerede korte nettopositioner i danske aktier.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

Ved udgangen af juni var der samlet set korte nettopositioner i Ambu svarende til 10,4 pct. af selskabets udstedte aktiekapital, se tabellen nedenfor. Det er en stigning på 1,3 procentpoint i forhold til måneden før. DSV var den næstmest shortede aktie med korte nettopositioner svarende til 7,3 pct. af selskabets udstedte aktiekapital. Det er en stigning på 0,3 procentpoint i forhold til måneden før.

 

Investorerne havde væsentlige korte nettopositioner (dvs. over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital) i 36 danske aktier ved udgangen af juni. Der var ved udgangen af juni i alt fem aktier, hvor de korte nettopositioner svarede til mere end 5 pct. af den udstedte aktiekapital.

 

 

Med denne opgørelse korrigeres to historiske fejl. I tabellen ovenfor betyder det i forhold til seneste opgørelse fra primo juni, at de korte nettopositioner i Bavarian Nordic er mindsket med 0,22 pct. i april og 0,30 pct. i maj og 0,29 pct. i Lundbeck i april.

Baggrund
Finanstilsynet offentliggør primo hver måned en oversigt over de daglige korte nettopositioner i danske aktier. Det sker i en pressemeddelelse og to tabeller. Den ene tabel opgør de samlede korte nettopositioner i danske aktier, mens den anden tabel angiver de positionsindehavere, som har en kort position over 0,5 pct. af den udstedte aktiekapital i et selskab. Se tabellerne her.

Tabellerne er baseret på de indberetninger, som Finanstilsynet skal modtage efter reglerne i shortsellingforordningen. Det vil sige, at kun korte nettopositioner over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital indberettes til Finanstilsynet. Korte nettopositioner under 0,2 pct. indgår derfor ikke i opgørelsen, og de korte nettopositioner kan derfor godt være højere end angivet i tabellerne. Bemærk at der kan være indberettet fejlbehæftede korte nettopositioner, og at statistikken derfor kan blive revideret løbende.