Kommentar vedr. Estland

Finanstilsynet har noteret sig EFSAs meddelelse af i dag vedr. tilsynet med Danske Banks estiske filial og kommentarerne om det danske finanstilsyns opgaveløsning.

Som det fremgår af Finanstilsynets redegørelse af 29. januar til erhvervsministeren om tilsynet med Danske Bank i forhold til Estland-sagen er der en klar ansvarsfordeling mellem tilsynsmyndighederne. Finanstilsynet førte tilsyn med koncernens overordnede governance, mens EFSA førte tilsyn med hvidvaskforebyggelse i Estland. Tilsynet blev tilrettelagt efter denne ansvarsfordeling fra 2007 og frem. EFSA gennemførte fire hvidvaskinspektioner i filialen i 2007-2014 og førte også hvidvasktilsyn mellem inspektionerne. Finanstilsynet fremhæver i redegørelsen, at EFSA’s inspektioner var medvirkende til, at Danske Bank i 2015 lukkede ned for filialens afdeling for International Banking.

 

Ansvarsfordelingen følger af EU-lovgivningen og er også beskrevet i den fælles udtalelse, Finanstilsynet og EFSA udsendte 28. maj 2018. Ansvarsfordelingen fremgår også af Kammeradvokatens notat, der var med i redegørelsen af 29. januar. Notatet er bilagt denne pressemeddelelse.

 

EFSA har deltaget i tilsynskollegiet for Danske Bank, siden dette blev etableret, og EFSA har her ikke givet udtryk for uenighed om tilsynsmodel eller ansvarsfordeling i forhold til hverken governance- eller hvidvasktilsyn.

 

Der er igangsat både nationale og internationale undersøgelser, herunder af EBA, Rigsrevisionen og IMF. Disse undersøgelser vil kunne perspektivere området og forløbet yderligere.

 

Læs Kammeradvokatens analyse af ansvarsfordelingen mellem Finanstilsynet og EFSA (pdf)