Udenlandske investeringsfonde kan være attraktive for danske investorer

De såkaldte UCITS ETF’er kan ligesom danske investeringsforeninger være en oplagt måde for danske privatinvestorer til at få en bredt sammensat investeringsportefølje. Det vurderer Finanstilsynet i et nyt notat.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

ETF’er (Exchange Traded Funds) er investeringsfonde, hvis beviser er optaget til handel på en børs, og de er kendetegnet ved, at de typisk følger et markedsindeks og har relativt lave omkostninger. Finanstilsynets nye notat tager udgangspunkt i ETF’er under den europæiske UCITS-lovgivning (UCITS ETF’er). Denne type er den mest relevante for danske private investorer.

Anvendelsen af ETF’er har over de senere år oplevet stor vækst blandt udenlandske investorer. Danske investorer ejer kun ETF’er i begrænset omfang, men interessen er stigende, bl.a. fordi den danske finansielle sektor i stigende grad udvikler nye digitale investeringsløsninger baseret på udenlandske ETF’er og især UCITS ETF’er.

De væsentligste forskelle mellem UCITS ETF’er og danske investeringsforeninger er omkostningerne og forskelle i beskatningen.

”Udbredelsen af UCITS ETF’er i udlandet har givet investorerne en god og billig adgang til et bredt investeringsunivers. I Danmark skal de private investorer være opmærksomme på den anderledes beskatning. Når det er sagt, har UCITS ETF’erne mange af de samme gode egenskaber som danske børsnoterede investeringsforeninger – og typisk til en billigere pris”, siger underdirektør Anders Balling.

Baggrundsinformation

På baggrund af de danske investorers øgede interesse i og muligheder for at investere i ETF’er giver Finanstilsynet i notatet et overblik over, hvad der kendetegner UCITS ETF’er som investeringsprodukt, og ser det i forhold til traditionelle danske børsnoterede investeringsforeninger.

UCITS ETF’er betegner ETF’er underlagt den finansielle regulering i de europæiske UCITS-direktiver. Det medfører bl.a., at der gælder de samme regulatoriske krav til investorbeskyttelse, risikostyring mv. for UCITS ETF’er og traditionelle danske investeringsforeninger.

UCITS ETF’er giver ligesom de traditionelle investeringsfonde investorer mulighed for nemt at investere i en bred portefølje af aktiver. Det store og forskelligartede udvalg af UCITS ETF’er betyder desuden, at investorer får bedre muligheder for at sammensætte en portefølje, der opfylder deres specifikke ønsker.

Læs hele notatet om ETF’er her.