Statistik for korte positioner i danske aktier, ultimo april 2018

I løbet af april steg antallet af danske aktier med væsentlige korte positioner til 32 aktier ved udgangen af april. Bavarian Nordic var ultimo april den mest shortede danske aktie og NKT den næstmest shortede. Det viser Finanstilsynets opgørelse af de akkumulerede korte nettopositioner i danske aktier.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

Ved udgangen af april var der samlet set korte nettopositioner i Bavarian Nordic svarende til 13,96 pct. af selskabets udstedte aktiekapital, se tabellen nedenfor. Det er mere end 7,5 procentpoint i forhold til måneden før. NKT var den næstmest shortede aktie med korte nettopositioner svarende til 11,07 pct. af selskabets udstedte aktiekapital.

 

Investorerne havde væsentlige korte nettopositioner (dvs. over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital) i 32 danske aktier ved udgangen af april mod 31 én måned før. Der var i alt fire aktier, hvor de korte nettopositioner svarede til mere end 5 pct. af den udstedte aktiekapital.

 

 

Baggrund

Finanstilsynet offentliggør primo hver måned en oversigt over de daglige korte nettopositioner i danske aktier. Det sker i en pressemeddelelse og to tabeller. Den ene tabel opgør de samlede korte nettopositioner i danske aktier, mens den anden tabel angiver de positionsindehavere, som har en kort position over 0,5 pct. af den udstedte aktiekapital i et selskab. Se tabellerne her.

 

Tabellerne er baseret på de indberetninger, som Finanstilsynet skal modtage efter reglerne i shortsellingforordningen. Det vil sige, at kun korte nettopositioner over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital indberettes til Finanstilsynet. Korte nettopositioner under 0,2 pct. indgår derfor ikke i opgørelsen. De korte nettopositioner kan derfor godt være højere end angivet i tabellerne.