Pengeinstitutter tjente 40 mia. kr. i 2017

De gunstige økonomiske konjunkturer var i 2017 med til at øge pengeinstitutternes indtjening med 20 pct. til i alt 40 mia. kr. før skat. Og der er indikationer på en øget risikotagning blandt institutterne, skriver Finanstilsynet i sin årlige analyse af regnskabstallene.

Fremgangen skyldtes især indtægter på gebyrer og positive kursreguleringer. Derudover var der for første gang siden finanskrisen en samlet tilbageførsel af nedskrivninger. I alt blev der tilbageført 1 mia. kr.
Selvom den samlede vækst i udlånet var vigende, var der en betydelig spredning blandt institutterne, ligesom der var en betydelig vækst i udlån til boligkøb. Det var især de mindre og mellemstore pengeinstitutter, der øgede udlånet til boligkøbere, og væksten skete især uden for institutternes nærområder.
Pengeinstitutterne udloddede i 2017 over 20 mia. kr. til deres ejere, enten i form af udbytte eller i form af tilbagekøb af aktier. Finanstilsynet påpeger i analysen behovet for, at de gode økonomiske tider benyttes til at polstre sig til at modstå tab i kommende år og til at forberede sig på øgede kapitalkrav fra international regulering.

 

Læs artiklen her.