Test af afviklingsberedskabet for pengeinstitutter

Af hensyn til den finansielle stabilitet skal nødlidende pengeinstitutter kunne håndteres hurtigt og effektivt af Finansiel Stabilitet. Det kræver, at Finansiel Stabilitet hurtigt kan få fuld indsigt i pengeinstituttets finansielle forhold. Derfor er der lavet regler om, at alle pengeinstitutter skal have et afviklingsberedskab, og at pengeinstitutterne på meget kort tid skal kunne sende data om deres økonomiske forhold og deres udlåns- og indlånsvirksomhed.

Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet har for første gang gennemført en test af afviklingsberedskabet hos tre udvalgte institutter for at sikre, at afviklingsberedskabet fungerer efter hensigten. Fokus for testen var institutternes evne til at levere udvalgte data, som er centrale for Finansiel Stabilitets afviklingsarbejde. Der var specifik fokus på de data, som fremgår af bilag 2 (pengeinstituttets balance) og 3 (specifikation af pengeinstituttets forpligtelser) i bekendtgørelse om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab, da Finansiel Stabilitet bruger disse data til at værdiansætte pengeinstituttet. Testen blev gennemført med to ugers varsel.  

 

Alle institutterne leverede data inden for den fastsatte tidsfrist. Testen viste enkelte misforståelser omkring placeringen af poster i de indberettede kategorier af data og detaljeringsniveauet for dataene. Dette skaber en vis usikkerhed om, hvorvidt de påkrævede data kan udfyldes korrekt inden for den foreskrevne tidsfrist på 12 timer i en afviklingssituation. Derudover skaber testen tvivl om, hvorvidt der er tilstrækkelig fokus på afviklingsberedskabet i institutternes compliance- og risikostyringsfunktioner, samt om hvorvidt revisorernes kontrol af afviklingsberedskabet fungerer tilstrækkelig hensigtsmæssigt.

 

Der vil nu blive igangsat et arbejde med henblik på at udbygge den nuværende vejledning på området i forhold til institutternes tilrettelæggelse af afviklingsberedskabet og interne kontrol hermed. Herudover vil Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet indlede en dialog med revisionsbranchen om forventningerne til arbejdshandlinger i forbindelse med afgivelse af erklæringen.