Styrket organisation understøtter strategi frem mod 2020

Finanstilsynet styrker sin organisation med henblik på at understøtte de strategiske målsætninger frem mod 2020.

Finanstilsynet har i sin strategi frem mod 2020, ”Berettiget Tillid – velfungerende finansielle markeder”, udvalgt syv indsatsområder. Folketinget har besluttet at tilføre Finanstilsynet midler, der skal støtte indsatsen.

 

”På baggrund af Folketingets bevillinger glæder vi os over, at vi nu kan styrke vores organisation betydeligt med særligt fokus på de områder, hvor der bliver tilført nye resurser. Det er et væsentligt skridt på vejen mod at indfri vores målsætning om at skabe berettiget tillid til det finansielle system,” siger direktør Jesper Berg.

 

Nyt kontor for IT-sikkerhed

Som et led i det styrkede fokus på cyber-kriminalitet, teknologi og nye forretningsmodeller opretter Finanstilsynet et særligt kontor for IT-sikkerhed, der også skal være ekspertisecenter for ny teknologi. Kontoret skal varetage tilsynet med IT-sikkerheden i den finansielle sektor. Der bliver rekrutteret en kontorchef, og området bliver derudover oprustet med flere nye medarbejdere.

 

Separat kontor for tilsyn med hvidvask og terrorfinansiering

På baggrund af behovet for et styrket tilsyn med de finansielle virksomheders efterlevelse af hvidvaskreglerne opretter Finanstilsynet et separat kontor med fokus på hvidvasktilsyn og terrorfinansiering. Kontoret får også tilsyn med pengeoverførselsvirksomheder og vekselvirksomheder.

 

Kontor for FinTech, betalingstjenester og governance

Finanstilsynet etablerer et FinTech lab, der skal styrke samarbejdet og dialogen med opstartsmiljøet og yde vejledning til iværksættere inden for FinTech-området. Enheden vil blive etableret i tilslutning til det eksisterende tilsyn med bl.a. betalingstjenestevirksomheder og E-penge.

 

Intern Audit-funktion

På baggrund af anbefalinger fra IMF bliver der oprettet en Intern Audit-funktion med direkte reference til Finanstilsynets bestyrelse. Formålet er at gennemføre objektive og uafhængige evalueringer af Finanstilsynets aktiviteter, især tilsyn og regulering.

 

Styrket tilsyn med forsikring og pension

Tilsynet med forsikrings- og pensionsselskaberne vil blive styrket med et antal nye medarbejdere, blandt andet inden for tilsynet med alternative investeringer.

 

Ny organisation træder i kraft 1. juli

Den nye organisationsstruktur træder i kraft pr. 1. juli 2017. Rekrutteringen af nye medarbejdere vil ske i løbet af de kommende måneder.

 

Med henblik på at styrke indsatsområdet om velfungerende finansielle markeder organiserede Finanstilsynet allerede i 2016 kapitalmarkedstilsynet i to separate kontorer, et for regulering og et for markedsovervågning og analyse.