Statistik for overtrædelse af regler på kapitalmarkederne for 2016

Finanstilsynet foretog sidste år 18 politianmeldelser af markedsmisbrug, mens der ikke blev foretaget anmeldelser for overtrædelser af prospektregler eller oplysningsforpligtelser. Det viser Finanstilsynets statistik for overtrædelse af regler på værdipapirmarkedet for 2016.

Kontakt

Underdirektør

Anders Balling
33 55 83 64
akb@ftnet.dk

Antallet af politianmeldelser for markedsmisbrug, dvs. insiderhandel og markedsmanipulation, var sidste år på det højeste niveau siden 2012. Antallet af politianmeldelser varierer over tid, men var i 2016 noget højere end i de forudgående år og omtrent på samme niveau som i årene inden finanskrisen.

 

Finanstilsynet oprettede 148 sager i relation til markedsmisbrug i 2016. Det er på samme niveau som året før. 26 af sagerne var udenlandske forespørgsler, og yderligere 36 sager blev sendt videre til myndigheder i udlandet, da de handlede om udenlandske værdipapirer. 

Det er nyt, at statistikken viser fordelingen mellem danske og udenlandske værdipapirer. Denne ændring giver et mere retvisende billede af antallet af markedsmisbrugssager, som vedrører det danske marked.

I forhold til oplysningsforpligtelserne oprettede Finanstilsynet 16 sager i 2016 mod 64 sager året før. Det kraftige fald skyldtes især færre overtrædelser i forbindelse med indberetning af ledende medarbejdere og deres nærtståendes transaktioner. Samtidig var der også færre overtrædelser i relation til offentliggørelse af intern viden og indberetning af storaktionærforhold. I alt blev der i 2016 givet én administrativ bøde samt 12 påtaler og påbud i relation til oplysningsforpligtelserne.

 

Overvågning af kapitalmarkederne i Danmark er en kerneopgave for Finanstilsynet som led i arbejdet med at sikre velfungerende finansielle markeder i Danmark. Det afspejler, at markedsmisbrug eller manglende oplysninger kan få alvorlige konsekvenser for markedstilliden og kan medføre store tab for investorer.

 

Se statistikkerne for overtrædelse af regler på kapitalmarkederne.