Rapport om algoritmehandel på NASDAQ Copenhagen

Finanstilsynet kortlægger i en ny rapport handlen med værdipapirer udført af computere på NASDAQ Copenhagen. Samtidig ser rapporten nærmere på muligheden for at føre tilsyn med algoritmehandlen, herunder den såkaldte højfrekvenshandel (HFT-handel).

Algoritmehandelen udgør i dag omkring 50 pct. af den samlede handel på NASDAQ Copenhagen, og højfrekvenshandelen alene tegner sig for ca. 15 procent.

Den udbredte brug af computerstyret handel ser ifølge undersøgelsen samlet set ud til at have medført en bedre likviditet på markedet. Der er ikke fundet tegn på større risiko for, at der eksempelvis kommer større udsving i kurserne som følge af algoritmehandlen.

NASDAQ Copenhagen har ligesom en række andre markedspladser indført automatiske afbrydere, der reducerer risikoen for store kursudsving som følge af f.eks. fejlprogrammerede algoritmer eller tastefejl. Der er ikke hidtil observeret markedsforstyrrelser i form af ”flash crash” med store kursudsving som følge af eksempelvis fejlprogrammerede algoritmer.

Finanstilsynets gennemgang af handelsdata tyder ikke på, at der er udbredt brug af handelsstrategier, der opfattes som markedsmisbrug. Da de største danske aktier typisk også handles på udenlandske børser, kan det imidlertid ikke udelukkes, at der kan ske markedsmisbrug ved algoritmehandel på tværs af børserne.

Algoritmehandelen på NASDAQ Copenhagen bliver i vidt omfang udført af virksomheder, der ikke er under dansk tilsyn. Tilsynet med algoritmehandlen er derfor primært baseret på tilsynet med NASDAQ Copenhagen som markedsplads. Med nye EU-regler, der forventes at træde i kraft i 2018, bliver der indført en række specifikke krav til algoritmehandlere, og der kommer krav om, at HFT-handlere skal være under tilsyn.

Læs hele rapporten her