Fokus på teknologi og nye forretningsmodeller i forsikring og pension

Alle landets forsikrings- og pensionsselskaber skal redegøre for deres strategi i forhold til den teknologiske udvikling og konsekvenserne for forretningsmodellen. Det fremgår af Finanstilsynets årlige, såkaldte ”julebrev”.

”Selskaberne bliver i stigende grad påvirket af den teknologiske udvikling. Derfor ønsker vi at afdække, hvor parate bestyrelserne er, og hvordan deres fokus er,” siger vicedirektør Jan Parner.

Selskaberne får med julebrevet et halvt år til at skrive en redegørelse om en række aspekter af den teknologiske udvikling. Det gælder blandt andet bestyrelsens kompetencer på området, hvilke risici, selskaberne ser som følge af udviklingen, og evnen til at håndtere store mængder kundedata betryggende.

Selskaberne skal endvidere i redegørelsen forholde sig til EU’s persondataforordning, der træder i kraft i maj 2018.

  

Læs julebrevet her.