Finanstilsynet følger ESMA’s retningslinjer for vurdering af viden og kompetencer

ESMA offentliggjorde den 22. marts 2016 Retningslinjer for vurdering af viden og kompetence, som følger af MiFID II.

Finanstilsynet har den 13. maj 2016 meddelt ESMA, at Finanstilsynet har til hensigt at efterleve retningslinjerne.


Efterlevelse forventes at vil ske ved, at bekendtgørelse om kompetencekrav til personer, der yder rådgivning om visse investeringsprodukter vil blive revideret samt ved at Finanstilsynet indarbejder retningslinjerne i tilsynet med de relevante finansielle virksomheder.


Retningslinjerne er også gældende for fondsmæglerselskaber og kreditinstitutter, der yder investeringsservice samt fondsmæglerselskaber og kreditinstitutter, når de sælger eller rådgiver kunder om strukturerede indlån. Retningslinjerne vil derudover gælde for investeringsforvaltningsselskaber og eksterne forvaltere af investeringsfonde (FAIF'er), for så vidt de yder investeringsservice i forbindelse med individuel porteføljepleje eller accessoriske tjenesteydelser og kun i forbindelse med ydelsen af disse tjenester.


Formålet med retningslinjerne er at fastsætte kriterierne for vurdering af den viden og kompetence, som de medarbejdere, der yder investeringsrådgivning eller formidler information om finansielle instrumenter, strukturerede indlån, investeringsservice eller accessoriske tjenesteydelser til kunder, skal have. Retningslinjerne fastsætter minimumsstandarder for vurderingen af viden og kompetence hos medarbejdere, der yder de relevante tjenester. Derfor kan der nationalt fastsættes højere krav til viden- og kompetenceniveauer for de relevante medarbejdere.

Retningslinjerne vil finde anvendelse samtidig med MiFID II, dvs. fra og med den 3. januar 2017. I tilfælde af at anvendelsesdatoen for MiFID II bliver ændret, vil anvendelsesdatoen for retningslinjerne blive ændret i overensstemmelse hermed

Se retningslinjerne her