Solvens II

Det forberedende arbejde til Solvens II-projektet.

Solvens II-direktivet blev vedtaget i 2009 og er den mest vidtrækkende ændring på forsikringsområdet i mere end 20 år. Med Solvens II indføres der nye regler om kapitalkrav for forsikringsselskaber og pensionskasser, som medfører at kapitalkravet i højere grad reflekterer virksomhedernes risikoprofil.

Hovedformålet med reguleringen er:

  • at give forsikringstagerne betryggende beskyttelse,
  • at give forsikringsselskaberne ensartede regler indenfor det indre marked,
  • at øge europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internationalt, og
  • at understøtte finansiel stabilitet.

Den 19. januar 2011 fremsatte Kommissionen forslag til Omnibus II-direktivet. Omnibus II indeholder forslag til ændring af Solvens II-direktivet for at specificere EIOPA's beføjelser under den nye tilsynsstruktur, herunder indenfor hvilke områder EIOPA kan fastlægge bindende tekniske standarder. Herudover indeholder Omnibus II ændringer til Solvens II-direktivet, som adresserer spørgsmål opstået i forbindelse med forberedelsen af implementeringen af direktivet, herunder implementeringsdatoen.

Oprindeligt skulle Solvens II-direktivet have trådt i kraft den 31. oktober 2012, men ikrafttrædelsen er gentagne gange blevet udskudt grundet behandlingen af Omnibus II-direktivet. På trialogmødet i november 2013 blev Kommissionen, Parlamentet og Rådet imidlertid enige om vedtagelsen af Omnibus II, som nu blot afventer endelig vedtagelse i februar 2014. Implementeringsdatoen for Solvens II-direktivet blev i den forbindelse aftalt til den 1. januar 2016.

Efter den endelige vedtagelse af Omnibus II kan Solvens II-forordningen samt de udfyldende bestemmelser og vejledningerne hertil færdiggøres og sendes i høring.

Fundamentet for Solvens II

Fundamentet for Solvens II består af:

  • kvantitative krav (hvordan en virksomhed skal beregne sit kapitalbehov),
  • kvalitative krav (en række krav til virksomhedernes risikostyringssystemer samt tilsynsprocesser), og
  • rapportering (det kræves at virksomhederne indberetter detaljerede risikooplysninger).

Læs mere