Indberetning af korte positioner

Her finder du information og vejledning om, hvordan du indberetter korte nettopositioner til Finanstilsynet. Indberetning skal ske via Finanstilsynets OAM-system, læs mere nedenfor.

Se vejledninger om at anvende indberetningssystemet:

Indberetning af kort position i aktier

Virksomheder eller personer, som har en kort nettoposition på 0,1 % af den udstedte aktiekapital i et selskab optaget til handel på et reguleret marked eller en MTF i Danmark, er forpligtet til at give Finanstilsynet meddelelse om den korte nettoposition. Vedkommende er efterfølgende forpligtiget til at meddele ændringer i den korte nettoposition for hver gang, positionen krydser 0,1 %-point over meddelelsestærsklen på 0,1 %, indtil positionen igen kommer under meddelelsestærsklen. Dvs. der skal indberettes, hver gang positionen når eller krydser grænserne 0,1%, 0,2 %, 0,3 %, osv.

I perioden den 16. marts 2020 til 19. marts 2021 havde ESMA besluttet midlertidigt at sænke indberetningsgrænsen til 0,1 % i lyset af markedsuroen i forbindelse med COVID-19. Fra den 20. marts 2021 til og med den 28. januar 2022 var indberetningsgrænsen på 0,2 %, indtil Europa-Kommissionen besluttede at nedsætte grænsen for indberetning af korte nettopositioner permanent til 0,1 %. Siden den 31. januar 2022 har indberetningsgrænsen været på 0,1 %.

Hvis en kort nettoposition i aktier når eller overstiger 0,5 % af den udstedte aktiekapital, skal den korte position offentliggøres. Efterfølgende ændringer i den korte nettoposition på 0,1 % skal også offentliggøres, så længe den korte position er over 0,5 %. Pligten til at offentliggøre positionen opfyldes automatisk, når der sker indberetning af den korte nettoposition til Finanstilsynet, idet dele af indberetningen bliver tilgængelig for offentligheden i Finanstilsynets database. Dette gælder kun for indberetninger af korte nettopositioner i aktier på eller over 0,5% af den udstedte aktiekapital.

Indberetning af kort position i statsgæld

Virksomheder eller personer, som har en kort position i danske statsobligationer over en vis tærskelværdi skal indberette dette til Finanstilsynet. Efterfølgende skal ændringer i den korte position over en bestemt tærskelværdi indberettes, så længe den korte position er over den tærskelværdi, som udløser indberetningspligten.

De to tærskelværdier fremgår af ESMA's hjemmeside og vil blive opdateret kvartalsvis.

Indberetningsportal

Indberetninger skal ske via Finanstilsynets database for selskabsmeddelelser (OAM).

Find alle relevante vejledninger om systemet.

Der skal benyttes digital signatur (NemID) til at foretage indberetningerne. Udlændinge og øvrige, der ikke kan få digital signatur, kan ansøge om oprettelse som bruger i systemet og derefter få tilsendt et password. 

 

Det er muligt at lade en fuldmagtshaver foretage indberetning af en kort position. Fuldmagten skal forinden være registreret i systemet.

 

Den særlige løsning, hvormed nyhedsdistributører kan indberette på vegne af klienter, kan ikke anvendes for indberetninger af korte positioner.