Dobbelttilladelse

Med ikrafttrædelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. (FAIF-loven) den 22. juli 2013 bliver en række selskaber og foreninger omfattet af definitionen på en alternativ investeringsfond, der forkortes til AIF.

Specialforeninger, hedgeforeninger, godkendte fåmandsforeninger, professionelle foreninger, ikke godkendte fåmandsforeninger og andre kollektive investeringsordninger, der i dag er reguleret i lov om investeringsforeninger m.v., bliver AIF ’er.

Investeringsforvaltningsselskaber skal søge om særskilt tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde, såfremt selskabet udover administration af danske UCITS fortsat ønsker at administrere special-, hedge-, fåmands- og professionelle foreninger m. fl.

Investeringsforvaltningsselskaber, som bliver omfattet af FAIF -loven, kan fortsætte deres virksomhed indtil den 22. juli 2014. Selskaberne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at indrette deres virksomhed, så den er i overensstemmelse med FAIF -loven, og indsende en ansøgning om tilladelse inden den 22. juli 2014.

Det betyder, at samme juridiske enhed både kan have tilladelse som investeringsforvaltningsselskab og som forvalter af en AIF . Investeringsforvaltningsselskaber bliver således de eneste finansielle virksomheder, som kan få en dobbelttilladelse til både at administrere UCITS og AIF ’ere.

Der gælder ingen særlige frister for sagsbehandling i forbindelse med investeringsforvaltningsselskaber, der søger om dobbelttilladelse. Men Finanstilsynet vil naturligvis tilstræbe, at ansøgningerne behandles så hurtigt som muligt. Det skal desuden bemærkes, at selskaber, der i dag har tilladelse som investeringsforvaltningsselskab under lov om finansiel virksomhed, allerede har opfyldt en række af betingelserne for at blive forvalter af alternative investeringsfonde i kraft af deres tilladelse som investeringsforvaltningsselskab, hvilket vil have betydning for sagsbehandlingstiden. Det er således Finanstilsynets opfattelse, at en ansøgning om dobbelttilladelse vil kunne behandles relativt hurtigt.

Skemaet retter sig udelukkende mod investeringsforvaltningsselskaber, der ønsker at søge tilladelse som forvaltere af alternative investeringsfonde.
I første omgang kan skemaet hentes i en word-udgave. Finanstilsynet arbejder på at levere en udfyld bar pdf-udgave senere.