Kontantreglen

På denne side kan du finde information om kontantreglen samt en liste over butikker og andre betalingsmodtagere, der kun ønsker at modtage kontanter fra 06.00 - 20.00.

Den 1. januar 2018 trådte lov om betalinger i kraft. Loven fastlægger nye regler for, hvornår en butik eller en anden betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontanter.

Hovedregel

Som hovedregel er butikker eller andre betalingsmodtagere forpligtet til at modtage kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00. Denne regel gælder ikke ved fjernsalg (f.eks. salg via internettet) eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer (f.eks. ubemandede benzinstationer).

Undtagelse - butikker beliggende i røveriudsatte områder

Butikker eller andre betalingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelsen af kontanter, er kun forpligtet til at modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00.

Det er erhvervsministeren, der udpeger de områder i Danmark, hvor modtagelse af kontanter medfører en forhøjet risiko for røverier. Erhvervsministeren har offentliggjort en liste over postnumre, hvor butikker eller andre betalingsmodtagere kan vælge, om de ønsker at modtage kontanter i tidsrummet kl. 20.00 til kl. 06.00. Listen over disse postnumre findes på Erhvervsministeriets hjemmeside: http://em.dk/nyheder/2017/11-06-roeveri

Butikker eller andre betalingsmodtagere skal underrette Finanstilsynet, hvis de kun ønsker at modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00. Underretning kan gives ved at skrive til Finanstilsynet på e-mail finanstilsynet@ftnet.dk.

En liste over butikker eller andre betalingsmodtagere, der har underrettet Finanstilsynet om, at de kun ønsker at modtage kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 20.00 findes her