Krav til ledelsesmedlemmers viden og erfaring

Information om individuelle krav til ledelsesmedlemmers viden og erfaring.

§64, § 64 a 64 b og § 313 i Lov om finansiel virksomhed fastlægger de krav, som de enkelte medlemmer af ledelsen (direktører og bestyrelsesmedlemmer) i finansielle virksomheder skal opfylde til egnethed og hæderlighed. Der er indført tilsvarende krav i en række andre love der vedrører den finansielle sektor.

Finanstilsynet har udarbejdet en vejledning, der præciserer kravene for ledelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed (fit & proper). Kravene til egnethed og hæderlighed indebærer bl.a. at ethvert ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed skal:

  • Have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring
  • Ikke være pålagt strafansvar, under konkursbehandling el. lign.
  • Må ikke have påført virksomheden tab
  • Have et godt omdømme
  • Udvise hæderlighed og integritet

Personer, der indtræder i ledelsen for en finansiel virksomhed, skal indsende informationer til Finanstilsynet, så Finanstilsynet kan vurdere, om den pågældende lever op til lovens krav. Finanstilsynet har udfærdiget et oplysningsskema, som kan anvendes i denne forbindelse.

Hvis den samme person også er aktionær i finansielle selskaber og holdingselskaber, skal der desuden ansøges om godkendelse af erhvervelse eller forøgelse af kvalificerede andele.

Hvis den samme person bestrider flere ledelsesposter i koncernforbundne virksomheder og/eller også ejer den virksomhed, som vedkommende sidder i ledelsen af, er det tilstrækkeligt at udfylde et skema. Hvis den pågældende er ejer, skal det dog være skemaet om kvalificerede andele, der anvendes (skemaet indeholder en fit & proper vurdering).

For virksomheder med begrænset tilladelse, jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge findes oplysningsskemaet for vurdering af egnethed og hæderlighed (Fit & proper vurdering) her.

Reglerne suppleres af en række internationale retningslinjer, der er udstedt af de europæiske tilsyn på bank-, og værdipapirområdet (EBA og ESMA), som Finanstilsynet følger i sin praksis.

Krav om gennemførelse af grundkursus for nyindvalgte medlemmer af bestyrelsen

Forhindret i at gennemføre grundkursus for bestyrelsesmedlemmer pga. COVID-19?

Fra 1. januar 2017 og frem er det et krav, at man som nyindvalgt bestyrelsesmedlem i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab gennemfører et grundkursus senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen. Finanstilsynet kan efter en konkret vurdering give dispensation fra kravet. Udbud af grundkurser i medfør af § 64 b i lov om finansiel virksomhed skal leve op til kravene i bekendtgørelsen og være godkendt af Finanstilsynet.

Krav til bestyrelsens kollektive viden og erfaring

Udover kravene til det enkelte medlem skal den samlede bestyrelse i en finansiel virksomhed have den fornødne viden og erfaring set i forhold til virksomhedens forretningsmodel og de dertil hørende risici.

Finanstilsynet har i tre vejledninger beskrevet, hvordan bestyrelsen i finansielle virksomheder løbende skal vurdere, om dens medlemmer tilsammen besidder den fornødne viden og erfaring om virksomhedens risici til at sikre en forsvarlig drift af virksomheden.