Redegørelse om betalingstjeneste- og hvidvaskinspektion i November First A/S

Finanstilsynet var i januar 2021 på inspektion i November First A/S (virksomheden). Inspektionen blev gennemført i henhold til § 131 i lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1719 af 27. november 2020 (lov om betalinger) og § 47, stk. 1, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1782 af 27. november 2020 (hvidvaskloven).

Virksomheden er et dansk selskab med hovedsæde i København. Virksomheden har siden maj 2016 haft tilladelse som betalingsinstitut til at udbyde pengeoverførselsvirksomhed. Virksomhedens forretningsmodel består af en betalingsplatform, som giver virksomhedens kunder mulighed for at foretage betalinger til modtagere i ind- og udland i forskellige valutaer samt at modtage betalinger i forskellige valutaer.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på, at virksomheden tilbyder valutaveksling via en digital betalingsplatform og således foretager både indenlandske og udenlandske betalinger. Det indgår desuden i Finanstilsynets vurdering, at virksomhedens kundeportefølje udelukkende består af distancekunder.

På baggrund af inspektionen er der et antal områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Virksomheden får påbud om, at sikre, at virksomheden har tilstrækkelige betryggende kompenserende foranstaltninger, der sikrer adskillelse mellem den ansvarlige for interne kontroller og den, der udfører de opgaver, der skal kontrolleres.

Virksomheden får påbud om at sikre, at virksomheden har tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og skriftlige procedurer for den ansvarlige for interne kontrollers rapportering til bestyrelsen om virksomhedens overholdelse af interne forretningsgange, herunder frekvensen og indholdet af rapporteringen.

Virksomheden får påbud om at sikre, at virksomheden har forretningsgange og procedurer, der sikrer, at risici identificeres og rapporteres op igennem organisation.

Virksomheden får påbud om at sikre, at virksomheden har tilstrækkelige procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter for virksomhedens ansatte, herunder at der er fastsat, hvornår de ansatte befinder sig i en interessekonflikt, og at der er en procedure for, hvordan de skal reagere, såfremt de befinder sig i en interessekonflikt.

Virksomheden får påbud om at sikre, at det er tydeligt, at henvendelser via ordningen kan foretages anonymt, samt at sikre at virksomheden har procedurer for opfølgning på indberetninger via virksomhedens whistleblowerordning.

Virksomheden får påbud om at udarbejde en risikovurdering for henholdsvis hvidvask og terrorfinansiering, således, at den tager udgangspunkt i virksomhedens forretningsmodel, og omfatter en identificering og vurdering af de risikofaktorer, der er forbundet med kunder, produkter, tjenesteydelser, og transaktioner samt leveringskanaler og lande eller geografiske områder, hvor forretningsaktiviteterne udøves.

Virksomheden får påbud om at revidere virksomhedens hvidvaskpolitik, så denne indeholder en identifikation og afgrænsning af, hvorledes virksomheden vil styre og begrænse de risici på hvidvaskområdet, som virksomheden har konstateret i risikovurderingen.

Virksomheden får påbud om at revidere sine skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, således at de omfatter risikostyring, kundekendskabsprocedurer, undersøgelses-, noterings- og underretningspligt, opbevaring af oplysninger, screening af medarbejdere og intern kontrol til effektiv forebyggelse, begrænsning og styring af risici for hvidvask og finansiering af terrorisme. Ligeledes skal virksomheden sikre, at forretningsgangene er operationelle og klart angiver de konkrete opgaver, som medarbejderne skal udføre.

Virksomheden får påbud om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer i de kundeforhold, hvor virksomheden har vurderet, at der er øget risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme, herunder om nødvendigt at indhente oplysninger om midlernes oprindelse.

Virksomheden får påbud om at sikre, at virksomheden gennemfører kundekendskabsoplysninger, når en kundes relevante omstændigheder ændrer sig og i øvrigt på passende tidspunkter.