Redegørelse om undersøgelse af anvendelsen af klassifikationsmodeller i Sparekassen Vendsyssel

Finanstilsynet gennemførte i januar 2020 en undersøgelse i Sparekassen Vendsyssel. Undersøgelsen omhandlede blandt andet sparekassens praksis for governance i relation til gennemførsel af klassifikation på privat- og erhvervskunder, anvendelsen af klassifikationen i risikostyringen samt praksis for governance i forbindelse med udvikling, drift, test og vedligehold af klassifikationsmodeller.

Sammenfatning og risikovurdering

Undersøgelsen viste, at klassifikationsprocessen i Sparekassen Vendsyssel grundlæggende foregik på samme måde som i andre pengeinstitutter. Sparekassen havde i lighed med andre institutter valgt, at der ikke gennemføres kontrol af den fastlagte klassifikationen forud for bevilling og effektuering af nye eksponeringer. Dette gav risiko for, at klassifikationen ikke er korrekt, og at nye lån og kreditter gives med en højere risiko end ønsket.

Sparekassen gennemførte forskellige kontroller og stikprøver med henblik på at minimere denne risiko. Dette skete, dels ved en instruks om at bevillinger foretaget på højere niveau skal omfatte en vurdering af klassifikationens rigtighed, dels ved gennemførsel af stikprøvekontroller af gennemførte klassifikationer i sparekassens interne kontrolgruppe samt i kreditsekretariatet, der er uafhængig af kreditorganisationen. Sparekassen blev anbefalet at operationalisere arbejdsbeskrivelsen for vurderingen af, om ratingen er retvisende ved bevilling, så det klart fremgår, hvad vurderingen skal omfatte.

Sparekassen gennemførte ikke løbende periodiske systemudtræk med henblik på at kontrollere, at alle kunder er klassificeret rettidigt, og at seneste og gældende klassifikationen er registreret i kundesystemet. Sparekassen levede dermed ikke op til god praksis på området.

Sparekassens stikprøvekontroller af gennemførte klassifikationer var i væsentlig grad koncentreret mod mindre og mellemstore eksponeringer i den svagere del af klassifikationsskalaen. Sparekassen skal derfor være opmærksom på risikoen for, at for høj vægtning af nogle delporteføljer og områder kan medføre manglende compliance i forhold til ledelsesbekendtgørelsens bestemmelser om repræsentativitet og tilvejebringelse af en høj grad af sikkerhed i kontrollerne.

Med baggrund i det modtagne materiale og den gennemførte undersøgelse vurderede Finanstilsynet, at sparekassen i sine forretningsgange og arbejdsbeskrivelser ikke i tilstrækkelig grad havde opstillet specifikke rammer for og krav til, hvordan gennemførslen af kontrollen med klassifikation skal gennemføres. Sparekassens praksis på området svarede ikke til god praksis.

Kreditsekretariatets kontroller af gennemførte og registrerede klassifikationer havde i de senere år op til undersøgelsen vist, at sparekassen, i forhold til de øvrige deltagere i undersøgelsen, havde haft en høj frekvens af klassifikationer, som enten var fejlbehæftede eller ikke gav et korrekt udtryk for kundens aktuelle bonitet. Kontrollerne viste særligt, at sparekassen havde mangler i forhold til at registrere indikationer for kreditforringelse rettidigt. Finanstilsynet gjorde opmærksom på, at en høj frekvens af fejl og mangler kan medføre manglende compliance med ledelsesbekendtgørelsen, ligesom for sen eller manglende registrering af kreditforringelse kan medføre for lave nedskrivninger.

Sparekassen havde ikke en systematisk kontrol af, at der for alle erhvervskunder gennemføres fornyet klassifikation i henhold til forretningsgangen. Sparekassen var endvidere afhængig af, at information om kunder, der ikke automatisk indgår i klassifikationsmodellerne, opsamles og registreres manuelt. Dette gav risiko for, at sparekassen ikke havde et retvisende billede af erhvervskundeporteføljens bonitet. Sparekassen blev derfor anbefalet at gøre forretningsgangen for klassifikation mere specifik og operationel med henblik på at sikre, at alle medarbejdere handler korrekt på information om kunderne.

På privatkundeområdet var der ikke opstillet regler for med hvilken frekvens ny økonomisk information skal indhentes.

Sparekassen anvendte klassifikation til f.eks. at beskrive og fastsætte kreditpolitikken for indtaget af nye kunder, mens klassifikation kun i begrænset omfang blev anvendt strategisk til f.eks. beslutning om mål for udvikling og sammensætningen af udlånsporteføljer. Dermed afveg sparekassen fra god praksis på området.

Sparekassens klassifikationsmodeller var procykliske. Ledelsen var opmærksom på dette, uden at procyklialitet havde nogen fremtrædende rolle i ledelsens vurdering af udlånsporteføljen og den fremadrettede styring og strategi.