Redegørelse om inspektion i The Change Group Denmark ApS (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var den 14. november 2018 på inspektion i The Change Group Denmark ApS (herefter virksomheden). Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet som led i det løbende tilsyn med virksomheden. Inspektionen omfattede særligt virksomhedens kundekendskab, overvågning og undersøgelsespligt.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden har tilladelse til valutaveksling i medfør af hvidvaskloven. Herudover er virksomheden er pengeoverførselsagent for Western Union.

Virksomheden tilbyder valutaveksling til private kunder og virksomhedskunder og har seks butikker i Danmark, heraf fire på Strøget i København. Virksomheden oplyste, at private kunder typisk består af turister, mens virksomhedskunderne udgøres af hoteller, restaurationer og butikker. Virksomheden modtager både kontante midler og kortbetaling.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj. Finanstilsynets vurdering har baggrund i vurderingen af den iboende risiko, som er forbundet med valutavekslingsvirksomhed.

 

Henset til den tid der er gået siden inspektionens foretagelse, er Finanstilsynet klar over, at forholdene kan have ændret sig betydeligt.

 

På baggrund af inspektionen får virksomheden en påtale for i en perioden 26. juni 2017 til 18. juli 2017 ikke at have gennemført kundekendskabsprocedurer ved enkeltstående valutavekslingstransaktioner på beløb mellem 500 og 1000 euro.