Redegørelse om inspektion i Lunar Bank A/S

Finanstilsynet har i august 2020 gennemført en inspektion i Lunar Bank A/S. Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor de væsentlige risikoområder blev gennemgået ud fra en risikobaseret tilgang, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der havde størst risiko.

Sammenfatning og risikovurdering

Lunar Bank A/S modtog sin banktilladelse i august 2019. Det er først fra starten af 2020, der er udøvet bankaktiviteter i banken.

Lunar Bank A/S er fortsat i en opstartsfase, hvor indtjeningen er negativ, og bankens balance forholdsvis beskeden. Givet forretningsmodellen, er banken særligt eksponereret mod risici, der knytter sig til IT, outsourcing og operationelle risici og, for nærværende, i mindre grad kreditrisici som traditionelle banker. Forretningsmodellen er hidtil uprøvet. Der knytter sig efter Finanstilsynets vurdering en vis usikkerhed til forretningsmodellens holdbarhed.

Bankens skriftlige beskrivelse af forretningsmodellen var på flere områder ikke tilstrækkelig præcis. Banken fik derfor påbud om at sikre, at forretningsmodellen skal indeholde bankens overordnede risikoappetit samt uddybning af aktiviteter inden for blandt andet likviditets- og markedsrisiko samt outsourcing. Endvidere manglede forretningsmodellen også at beskrive bestyrelsens stillingtagen til bankens ønskede størrelse. 

Finanstilsynet kunne konstatere mangler i bestyrelsesarbejdet, herunder at protokolleringen af bestyrelsesmødernes drøftelser på flere områder ikke var tilstrækkelig.

Banken har outsourcet en væsentlig del af udviklingen og driften på IT-området. Bestyrelsen manglede i tilstrækkelig grad at vurdere og forholde sig til bankens outsourcing-risici, herunder ved forudgående risikoanalyser, ligesom banken endnu ikke havde foretaget bestyrelsens årlige risikovurdering af øvrige risikoområder. Banken fik derfor påbud herom.

Bankens kreditpolitik udstikker retningslinjer på et overordnet niveau, og den er derfor ikke tilstrækkelig præcis og målbar. Banken fik derfor påbud om at tilrette kreditpolitikken, så bestyrelsens retningslinjer og ønskede risikoappetit på kreditområdet fremgår. Ligeledes fik banken påbud om at sikre en korrekt metodemæssig anvendelse af stadieinddelinger af udlån i henhold til regnskabsreglerne (IFRS 9), om end bankens kreditrisici på inspektionstidspunktet var af begrænset størrelse.

Banken fik påbud om at sikre en forsvarlig og korrekt opgørelse af det individuelle solvensbehov, herunder udbygge argumentation, analyser og dokumentation, da dette var særdeles mangelfuldt.

Banken havde på inspektionstidspunktet indberettet et individuelt solvensbehov til 16,3 mio. kr., svarende til et solvensbehov på 13,2 pct. Bankens minimumskapitalkrav er på ca. 37,3 mio. kr. Finanstilsynet fandt afledt af inspektionen behov for, at hæve bankens individuelt opgjorte solvensbehov til 27,3 mio. kr., svarende til et solvensbehov på 46,0 pct., særligt henset til et øget tillæg for udlånsvækst og operationelle risici. Det individuelle solvensbehov kan dog ikke være lavere end minimumskapitalkravet på ca. 37,3 mio. kr. (5 mio. euro), svarende til et bindende solvensbehov på 63 pct. Bankens kapitalgrundlag udgjorde 127 mio. kr. på inspektionstidspunktet, og dermed en overdækning på 89,7 mio. kr. ift. minimumskapitalkrav/solvensbehov.

Banken fik desuden påbud om at fastsætte en kapitalmålsætning, der tager udgangspunkt i bagvedliggende analyser og stresstests.