Redegørelse om inspektion i Flex Funding A/S (betalingstjeneste- og hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var i marts 2018 på inspektion i Flex Funding A/S. Inspektionen var en undersøgelse af betalingstjeneste- og hvidvaskområdet som led i det løbende tilsyn med virksomheden.

Inspektionen omfattede bl.a. virksomhedens ledelse og indretning, kapitalforhold, kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger på IT-området og risikovurdering, politikker, procedurer på hvidvaskområdet, herunder overvågning af kunder.Henset til den tid, der er gået siden inspektionens gennemførelse, er Finanstilsynet klar over, at forholdene i selskabet kan have ændret sig betydeligt.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden udbyder lånebaseret crowdfunding i form af en platform, hvorigennem långivere kan låne penge direkte til danske virksomheder. Virksomheden har således ikke lånene på egen balance, men formidler kontakt og betalinger mellem låntager og långiver. Virksomheden foretager selv en vurdering af låntagernes kreditværdighed, som foregår både manuelt og ved hjælp af algoritmer.

Finanstilsynet vurderer, at risikoen for, at virksomheden bruges til hvidvask og terrorfinansiering, er normal. I vurderingen har Finanstilsynet bl.a. lagt vægt på, at virksomhedens kundeportefølje udelukkende består af distancekunder, og at udlånsvirksomhed indebærer en øget risiko for misbrug i forhold til terrorfinansiering, mens virksomhedens forretningsmodel er relativt enkel, og det ikke er muligt frit at overføre penge til andre modtagere fra virksomheden.

Finanstilsynet konstaterede overordnet, at virksomheden skal være opmærksom på de udfordringer, der er forbundet med virksomhedens organisering og håndtering af transaktionsovervågning, særligt hvis virksomheden realiserer den ventede vækst i de kommende år.

På baggrund af inspektionen er der tre områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Finanstilsynet konstaterede, at virksomheden ikke havde en politik for mangfoldighed i bestyrelsen. Virksomheden får derfor et påbud om at fastlægge en sådan politik. Virksomheden har efterfølgende rettet op på dette forhold.

Virksomheden får en påtale for ikke at have overholdt dens kapitalkrav i 1. halvår 2017. Virksomheden havde rettet op på dette forhold inden inspektionen fandt sted.

Finanstilsynet konstaterede, at virksomheden i sin risikovurdering ikke i tilstrækkelig grad identificerer og vurderer den iboende risiko for, at virksomheden kan blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Virksomheden får derfor påbud om at revidere sin risikovurdering.

Endelig får virksomheden et påbud om at revidere sin hvidvaskpolitik, så denne tydeligere fastsætter virksomhedens overordnede strategiske mål på hvidvaskområdet.