Redegørelse om inspektion i Amal Express Travel (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var den 13. februar 2018 på inspektion i Amal Express Travel (herefter virksomheden). Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet som led i det løbende tilsyn med virksomheden. Inspektionen omfattede særligt virksomhedens overholdelse af reglerne på hvidvaskområdet, herunder kundekendskab, legitimation, overvågning og undersøgelsespligt.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden har siden den 2. september 2011 haft en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester i Danmark, jf. lov om betalinger (pengeoverførselsvirksomhed).

 

Virksomheden driver pengeoverførselsvirksomhed hovedsagelig rettet mod Somalia. Alle overførsler sker online via et betalingssystem drevet af Amal Express, en international betailingsvirksomhed, som har kontorer i Dubai og Somalia.

 

Virksomheden er ikke agent, men har en aftale om at anvende et betalings-system, der bliver stillet til rådighed af Amal Express.

 

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj. I vurderingen er der særligt lagt vægt på, at pengeoverførselsvirksomhed i Danmarks nationale risikovurdering på hvidvaskområdet nævnes som et virksomhedsområde, der indebærer høj risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme, kombineret med, at virksomheden primært overfører penge til Somalia.

 

På baggrund af inspektionen er der et antal områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner. Henset til den tid der er gået siden inspektionens foretagelse, er Finanstilsynet klar over, at forholdene kan have ændret sig betydeligt.

 

Virksomheden får påbud om at udarbejde en risikovurdering, idet Finanstilsynet konstaterer, at virksomheden ikke har en sådan.

 

Virksomheden får også påbud om at udarbejde en hvidvaskpolitik, som afgrænser de risici, virksomheden ønsker at tage i forhold til hvidvask og ter-rorfinansiering, og som tager udgangspunkt i virksomhedens risikovurdering.

 

Herudover får virksomheden et påbud om at revidere sine interne procedurer, så de er i overensstemmelse med gældende lovgivning, indeholder tilstrækkelig beskrivelse af virksomhedens kundekendskabsprocedurer, og så de indeholder beskrivelse af virksomhedens interne kontroller på hvidvaskområdet.

 

Endelig får virksomheden et påbud om at sikre, at undersøgelser af usædvanlige transaktioner noteres og dokumenteres.