Redegørelse om likviditetsinspektion i Danske Bank A/S

Finanstilsynet har i september-oktober 2019 gennemført en likviditetsinspektion i Danske Bank.

Formålet med inspektionen var at gennemgå bankens likviditetsrisikostyring. Hovedfokus var at undersøge bankens styring og kontrol af LCR og LCR i valuta, herunder hvordan banken anvender LCR-fremskrivningsmodeller til styring af LCR i Danske Bank A/S og Danske Bank-koncernen.

 

Derudover gennemgik Finanstilsynet også Danske Banks likviditetsrisikopolitik og hertil knyttede instrukser og rapporteringer samt beredskabsplan.

 

Undersøgelsen vedrørte ikke forholdene i datterselskaberne.

 

Sammenfatning og risikovurdering

 

Finanstilsynet fandt, at Danske Bank ikke har fastsat tilstrækkelige niveauer af LCR-grænser for Danske Bank A/S til at sikre, at LCR-lovkravet til enhver tid bliver overholdt. Mange af risikoindikatorerne og de interne grænser har været de samme i Danske Bank i mange år. Finanstilsynet fandt, at risikoindikatorerne og de interne grænser ikke systematisk er blevet revurdereret.

 

Finanstilsynet fandt endvidere, at der er et tæt samarbejde mellem den daglige styring og kontrol i 1. forsvarslinje og den uafhængige risikostyrings- og kontrolfunktion i 2. forsvarslinje. Et tæt samarbejde hjælper til en overordnet forståelse af forretningen og den relaterede risiko, men det kan også medføre, at 2. forsvarslinje kommer for tæt på risikotagningen i 1. forsvarslinje.

 

Danske Bank fik derfor et påbud om at sikre, at der fastsættes tilstrækkelige LCR-grænser for Danske Bank A/S, at risikoindikatorerne og de interne grænser bliver tilstrækkeligt gennemgået, samt at Danske Bank styrker arbejdet med likviditetsrisiko og grænser i 2. forsvarslinje.

 

Finanstilsynet fandt desuden, at bestyrelsen og komiteer i Danske Bank ikke altid er tilstrækkeligt informeret om fejl og usikkerheder ved opgørelsen af risikoindikatorer på likviditets- og fundingområdet. Danske Bank fik derfor et påbud om at sikre, at bestyrelsen, direktionen og komiteer er tilstrækkeligt informeret på likviditets- og fundingområdet.